The Casual Vacancy

Jeg tror det væsentligste kriterium for at elske Rowlings seneste roman, er den tilgangsvinkel og de forventninger, man nærer inden overhovedet at have læst den første linje. Jeg tror vigtigheden af, ikke at forsøge at gætte, hvor romanen bærer henad er helt essentiel. Og altafgørende.

Den dybtrøde bog med de hidsige gule og sorte kontraster indeholder nemlig ikke et spor af magi. Ikke det mindste sandkorn af tryllestøv har forvildet sig ind i plottet og handlingen, og sproget indeholder end ikke det mest simple trylleord. Karaktererne er hverken sagnomspundne eller heltemodige; snarere tværtimod. 

I stedet er romanen gennemsyret af et råt - og til tider kynisk - verdenssyn, med en ironisk distanceret fortællerstemme. Det usle, gemene og frem for alt; det menneskelige, er hvad der er i fokus. For dette er en roman, der søger at fremstille dens karakterer og miljø fra et realistisk og ufiltreret synspunkt. Ingen karakter er gennemført god eller gennemført ond. Alting er farverigt nuanceret; alting har flere sider.

Der er på ingen måde tale om en latterspredende læseoplevelse med en oplysende og meningsgivende pointe. Snarere er meningsløsheden hele moralen med historien; samfundets uretfærdige og blinde kaos er det sande omdrejningspunkt. 

Rowling har med romanen formået at skildre en lille brøkdel af virkeligheden med hendes beundringsværdige - og famøse - skrivestil og billedsprog. Med et virvar af metaforer og sarkastiske bemærkninger, kastes læseren forvirret rundt i en politisk manege. Ikke alene beretter bogen om enkelte skæbner - den maler et tydeligt og dybdegående portræt af helt samfund. 

Jeg nød bogen. Jeg nød det helt uforudsete skift i Rowlings skrivestil. Jeg nød at følge mange hovedpersoner og stemmer på én gang. Til tider spekulerede jeg en smule over, hvorvidt Rowling karikerede det uvidende snæversyn i en for aggressiv grad, men nåede til den konklusion, at det blot understregede budskabet tilpas tydeligt.

Jeg nød at blive overrasket.