Decisions, decisions

Jeg er en smule ved siden af mig selv i disse dage. Mine suk giver genlyd og ekko i lejlighedens stilhed, jeg er rundtosset og søger desperat efter en pauseknap, som slet ikke eksisterer. Jeg har lyst til at rive håret ud på mig selv, gemme mig under dynen og opgive virkeligheden for en stund. Jeg undskylder de melodramatiske sammenligninger, men jeg befinder mig i et tankemæssigt kaos.

Sagen er den, jeg skal vælge min kandidatuddannelse. Den fjerne virkelighed, som jeg så længe har skudt allerbagerst om i baghovedet, nærmer sig. Det er tid til at tænke fornuftigt, praktisk og det er tid til at vælge rigtigt. 

I går og i dag har jeg været til talrige foredrag, bladret i trillioner af blanke brochurer, og hørt om alverdens kandidattitler. Jeg har fået tudet ørerne fulde af "profilierede uddannelser", "jobmuligheder", "elitemoduler" og "projektorienteret forløb". Jeg har snævret det ind til tre valgmuligheder, men jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med dem. 

Måske er jeg i virkeligheden bare påvirket af den grimme tone, der har været omkring humaniora-studerende i de seneste debatter, men jeg vægrer og er ubeslutsom. Inderst inde ved jeg jo godt, hvad jeg skal, men jeg kan ikke længere skille hjerte fra hjerne eller passion fra fornuft. 

Nico siger, han tror på mig. Det burde jeg nok også bare selv gøre. 

Lykkeliste #1 Yndlingslyde

De bedste lyde i verden;
En knitrende ild.
Regndråber mod ruden.
Hurtige fingre på tastaturet.
Spindende katte.
Forsigtig bladren i bøger.
Stemmer, tykke af søvn.
Blide bølgebrus.
Temasangen til Friends.
En skrattende radio.
Dørtelefonens ringen, når man venter en pakke.
Børnelatter.
Gamle tikkende ure. 
Morgenstilhed.
Højhælede sko på asfalten.
Knirkende gulvbrædder.
Smil, der kan høres over telefonen.
Kærlig hvisken, så lav at ordene forsvinder, og kun meningen forbliver.

Som en ny ting vil jeg hver tirsdag udarbejde lykkelister. Del gerne jeres egne tilføjelser.

The Oscars

Jeg er træt i dag, for jeg har været oppe hele natten sammen med to af verdens sødeste veninder. Vi skulle naturligvis se Oscar-uddelingen, og mødtes i den anledning til madlavning, sarte lyserøde bobler, og en tung dosis Hollywood glamour.

Det var simpelthen så hyggeligt, og vi holdt ud helt til den bitre ende. Vi diskuterede og evaluerede de smukke, smukke, smukke prinsessekjoler, gættede på vindere og aftalte biografture. 

Jeg var især fyldt til bristepunktet af lykke, da Disney's visuelle mesterværker Brave og Paperman vandt deres velfortjente anerkendelse, og da Adele og Anne Hathaway trådte ned fra scenen med en gylden statuette knuget fast i hånden. Ethvert glimt af Les Misérables gav mig ukontrollerbar gåsehud; jeg venter længselsfuldt på den danske premiere. 

Men det bedste var altså takketalerne. De danske værter kritiserede mange af dem og kaldte dem kedelige, fordi de hovedsageligt bestod af navneopremsninger, men for mig er en god takketale altså ikke defineret af de specifikke ord; snarere af den grad af indlevelse og rørte følelser, som vinderne udviser. For jeg kan ikke undgå at blive rørt sammen med dem på deres vegne; de overstrømske og usammenhængende taler er for mig de allersmukkeste - den rå og blottede glæde og stolthed er det bedste jeg ved, og jeg måtte derfor flere gange blinke en lille tåre væk.

Så i Oscar showet i nat? I så fald - hvad var jeres højdepunkter? 

My little jar of "someday"

Jeg indviede året med at skrive på den første side i min nye blanke notesbog. Jeg skrev om nytårsfortsæt, om håb, drømme, ønsker og mål for det kommende mål - og jeg skrev mange ord og lange sætninger. Jeg har så meget, jeg gerne vil opnå; både på det personlige og det praktiske plan.

Et af mine nytårsfortsæt var, at jeg skulle nedsætte mit forbrug. Især mine garderobetilføjelser. Når man har over hundrede kjoler hængende, og talrige af støvede tøjbunker i skabet, er der ingen grund til at blive ved med at købe ind. Faktisk er jeg i stedet gået igang med at sælge ud.

Min plan er, at jeg ved udgangen af hver måned vil tømme min pung og min konto for de overskydende penge, og derved lave en lille opsparing. Mit smalle og utilregnelige studenterbudget gør det svært for mig at fastsætte et bestemt beløb pr. måned - i stedet gemmer jeg alt det, jeg kan undvære. 

Jeg ved ikke, hvad jeg vil bruge pengene til. Sagen er nok den, jeg vil have svært ved at nænne at bruge dem. Og det er også godt nok; for måske vil den lille krukke en dag blive fyldt helt op til randen, og hjælpe mig med at opfylde en dyb og inderlig drøm. I hvert fald er det et lille skridt på vejen.

Tumblr

Min inspiration svinder sommetider ind til knappenålsstørrelse, og i stedet for at fylde bloggen med de ligegyldige trivialiteter, som fylder mit sind, forsvinder jeg blot i enkelte perioder herfra, og lader mine opdateringer være utilregnelige og sporadiske. Jeg hører ofte, at folk synes min usystematiske aktivitet er en skam, men jeg kan umuligt skrive, når mit hjerte ikke er med i det. Det vil jeg hverken byde mig selv eller jer.

Til gengæld er jeg atter begyndt at finde glæde i min Tumblr, som jeg opdaterer dagligt med smukke billeder og tankevækkende citater. Jeg poster screenshots fra mine yndlingsscener i mine yndlingsfilm, massevis af referencer til Jane Austen romaner, elegante indretningsidéer, pompøse slotte, fantasifuldt redigerede billeder af enhjørninger, feer og havfruer, reoler fyldt med bøger, citater af alskens forfattere - ofte omhandlende drømmelignende tilstande, billeder af kattekillinger og alt der involverer piger iført hvide blondekjoler og med blomsterkranse i håret. 

Tumblr er efterhånden blevet en lille skattekiste, hvori jeg gemmer alt det, jeg allerbedst kan lide. Jeg holder meget af at forvilde mig derind, og spilde flere timer af gangen. Når jeg ikke kan finde energien til at opdatere herinde, er det nemt og uforpligtende at logge ind på Tumblr og finde et yndigt billede eller et fint citat.

I kan finde min Tumblr lige her. 

Dormiveglia

Det er som om, mit søvnmønster følger et uigennemskueligt trappediagram med et interval på to timer. Den ene dag sover jeg til klokken seks, den næste klokken otte, for derefter at vågne klokken fire eller klokken to og slet ikke kunne falde i søvn igen. Jeg kaster mig hæmningsløst og utålmodigt rundt i sengen, retter på mine puder, vender min dyne med den kølige side ned mod min varme krop, lukker og åbner øjnene i en uendelighed, og søvnen kommer ikke tilbage. Jeg finder ingen ro.

Efter flere timers søvnløse anstrengelser, højlydte hosteanfald og dybe suk, lister jeg på tåspidser ind i stuen for ikke at vække Nico. Og så sidder jeg her og aner ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Det er et ironisk udspil fra skæbnen, at jeg slet ikke kan døse hen, nu hvor jeg har al tid i verden til det.

"Dormiveglia" er et italiensk ord, et substantiv som definerer det udefinerbare sted mellem søvn og vågen tilstand. Og det er dér, jeg befinder mig. Jeg trasker rundt, som en hvileløs zombie i limbo-lignende omgivelser. Jeg kan ikke koncentrere mig, jeg kan ikke fokusere - og jeg kan slet ikke sove.

(Undskyld. Jeg havde bare lige brug for at brokke mig. Og for at sætte ord på lidt selvmedlidenhed. Bær over med mig.) 

12 tilfældige facts

# 1 - Jeg er født og opvokset i Kolding. Da jeg var 11, blev mine forældre skilt, og jeg flyttede med min mor til en lillebitte by udenfor Varde. Nu bor jeg i Odense med min kæreste.

# 2 - Jeg har en storesøster på snart 24 år og en lillebror på 19 år. Vi er alle tre så vidt forskellige personlighedsmæssigt, som man overhovedet kan være. 

# 3 - Meget af min barndom er blevet tilbragt i Disneyland Paris. Min far påstår, vi var der over halvtreds gange i løbet af årene 1997-2000. I hvert fald havde vi årskort dertil, og tog ofte en forlænget weekend i Paris.

# 4 - Jeg drikker nærmest aldrig sodavand - kun til festlige lejligheder, eller hvis folk har købt det "specielt fordi jeg kom på besøg". Jeg foretrækker appelsinsodavand, hvis det endelig skal være, og det tog mig adskillige år, før jeg lærte at drikke Cola. 

# 5 - En af mine yndlingsbeskæftigelser er at køre med tog. Jeg bryder mig derimod ikke om at køre med bus.

# 6 - Jeg havde nogle ret hårde år i folkeskolen. Dybest set tror jeg bare ikke, folk forstod mig. Jeg var nok for flyvsk, for drømmende og for mærkelig i forhold til den gængse tankegang.

# 7 - Da jeg var yngre, havde jeg en forfærdelig dårlig og nærmest ulæselig håndskrift, og fik endda ekstra undervisning i skråskrift. Med tiden kom jeg dog efter det, og idag er min håndskrift ganske gennemsnitlig.

# 8 - Jeg har et meget ambivalent forhold til elektronik og især smartphones. Jeg føler, de hæmmer tilstedeværelsen i nuet. Og der er intet, der er værre, end at føre en samtale med folk, der absolut skal tjekke deres Facebook eller skrive en ligegyldig sms samtidig. Det gør mig så hidsig.

# 9 - Jeg mødte Nico for første gang d. 22. april 2006, hvor vi begge var på besøgsdag på Skovlund Efterskole. Jeg kan idag stadig tage derop, og finde den eksakte plet hvor vi stod, da vores øjne første gange mødtes. Visse ting er vist bare uforglemmelige.

# 10 - Jeg savner inderligt at have kat. Når Nico og jeg engang skal finde en ny lejlighed, skal det være tilladt at have kæledyr.

# 11 - Jeg har mange nytårsfortsæt i år. Et af dem er, at jeg ikke må købe specielt meget nyt  tøj, og i stedet skal bestræbe mig på at få solgt ud af det, jeg har. Jeg har allerede tyndet en smule ud i gemmerne, og det er et projekt, jeg snart viderefører.

# 12 - Jeg er et gennemført ordensmenneske, men ligesom Monica fra "Friends" har jeg ét rodeskab, der ikke må eller kan åbnes. Uanset hvor mange gange, jeg rydder det op, ender jeg bare med at fylde det med kaotisk roderi igen. Det er lidt håbløst, og en anelse komisk.

En ode til papirromantik

Følelsen af en tung bog, som hænderne knap nok kan holde; eller følelsen af en fjerlet bog, hvor siderne nærmest flyver forbi. Duften af en gammel bog fundet i en støvet afkrog i den lokale genbrugsbutik, eller en biblioteksbog med kragetæer og noter i sidemargen, eller en helt splinterny bog endnu indpakket i plastic med fuldstændigt urørte sider. 

Tilfældige mennesker i bussen, i toget, på bænken i parken, med en bog holdt beskyttende op foran deres ansigt; man forbipasserer dem på et minimalt øjeblik, men tager sig alligevel tid til nysgerrigt at undersøge, hvad det er, de læser.

Smukke læderindbundne bøger med guldtryk, slidte og højt elskede paperbacks købt for en 10'er, barndomsbøger med klassiske illustrationer på forsiden, der nærmest får hjertet til at smelte i en kærlig taknemmelighed, stofindbundne herligheder med udtværet tryk, lyserøde og pastelblå bogrygge og bøger så små, de nærmest kan passe i lommen. 

Lyden der kommer af at vende siderne og bladre, den langsomme knitren og den aggressive og utålmodige kamp med sider der hænger sammen. At bladre frem og læse den sidste sætning, eller at bladre tilbage og læse den første. At slå op i noterne for at opfriske, hvad det nu helt præcis er, en "landuette" er, eller at læse forordet til sidst, i stedet for at læse det først.

De forskellige og yndige skrifttyper, til tider ulæseligt, nogle gange med smukke kunstfærdige begyndelsesbogstaver, andre gange helt småt og udtværet, og sommetider designet til små børn med store bogstaver og læsevenligt design. 

Sporet af en tåre et rørende sted i Jane Austens "Persuasion", pletten efter ivrige chokoladefingre i den første Harry Potter bog, æselørerne i Whitmans digtsamling, et glemt bogmærke i "Gullivers Travels" fra der hvor man sidst gik i stå og opgav, små tegninger forårsaget af kedsomhed i dansk timen i 9. klasse i den "Nordkraft" som man glemte at aflevere tilbage, og en understreget passage i "Emily på Månegården" som man til sidst havde læst så meget, man lærte den udenad. 

At befinde sig i en bogbutik af den gamle antikvariske slags med bøger fra gulv til loft, eller en pertentligt arrangeret kædebutik med fast inventar og dog alligevel en rodekasse med tilbud på finurlige fund. At have reserveret en enkelt bog på biblioteket, og forvilde sig indimellem de mange reoler derinde, og som en opdagelsesrejsende i et fremmed land udforske og opdage alverdens skatte, og som resultat vandre ud fra biblioteket med flere bøger, end man overhovedet kan bære. Sådanne steder emmer af historie og mystik, og man får en fornemmelse af højtidelig historie, når man spejder rundt blandt de mange bøger. Jeg var engang i en bogbutik i Paris, hvor Hemingway efter sigende skulle have holdt til. Væggene, gulvene og bøgerne vibrerede med en atmosfære af fantasifulde forestillinger og illusioner. Hver gang jeg rørte ved noget, spekulerede jeg intenst på, om Hemingway mon også havde ladet sine fingre glide forbi i en tilfældig rastløs bevægelse.

Et smukkere syn end en bogreol findes ikke, og slet ikke hvis bøgerne blot står tilfældigt smidt ind uden orden eller system. De mange farver danner en regnbue, og de forskellige og varierende højder giver et skødesløst og dog intellektuelt udtryk. Jeg forestiller mig Sherlock Holmes' bibliotek som et stort kaotisk miskmask af bøger, i komplet kontrast til Belle's perfekt opstillede reoler. Jeg aner ikke, hvad jeg bedst kan lide. En bogreol holder et hjem sammen, og intet andet sted finder jeg tydeligere bevis på, hvem det egentligt er, jeg besøger, end i den. 

Bøger indeholder historier, men de fortæller dem også selv.

Jeg har ved min opgaveskrivning om Penguin books erfaret, at Penguin skal fusioneres med Random House som følge af den voksende krise indenfor bogbranchen forårsaget af e-bøger og det medfølgende prispres. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan e-bøger nogensinde skal kunne erstatte ægte, massive og håndgribelige bøger. Det går ud over min forstand.

Sweet Sunday

Klokken er halv elleve, morgentræningen er overstået, og mine ben føles som gelé. Nico sover trygt endnu, og bag soveværelsets lukkede dør kan jeg fornemme hans tunge vejrtrækning. Mit hår er vådt og uredt efter verdens længste bad, og nu sidder jeg i sofaen med morgenmaden foran mig.

Jeg elsker søndage som denne, hvor dagens sværeste beslutning består i, hvorvidt jeg skal have Gilmore Girls eller Harry Potter marathon.

Hav en skøn og sød søndag.

Instagram #5

Det er ikke altid, jeg husker at finde mit kamera frem og forevige de små øjeblikke, som udgør helheden af min hverdag. Derfor er det fantastisk altid at have en lille virtuel fotodagbog ved hånden i form af Instagram. Her er hermed en ny portion hverdagsøjeblikke. Hvis i ønsker at følge mig på Instagram, kan i finde mig under navnet 'Cinderellla'.

1: Vejret har på det seneste været en mærkværdig størrelse, og den konstante veksel mellem snevejr, tøvejr og frostvejr har voldt mig mange spekulationer, når jeg har været på vej ud af døren. Men på trods af alt besværet, holder jeg nu meget af sneen. Det er så kønt, når de hvide flager hvirvler rundt, og det spreder bare sådan en udefinerbar ro indeni mig, når jeg kigger ud.

2: Snevejret har også den virkning, at det giver mig en ustyrlig trang til at læse digte. Det er som om, de dalende snefnug, flakkende stearinlys og lyriske kompositioner er den perfektion kombination. A match made in heaven.

3: Da jeg var syg begyndte jeg forfra med Gilmore Girls, og især afsnittene med Rory og Jess slugte jeg med stor interesse. Jeg elsker den serie.

4: Min mor synes det var på tide, jeg fik et nyt mobilcover, og fandt således et med Peter Plys. Sødere bliver det vist ikke.

5: Aftenhygge i min store og tilpas løse yndlings striktrøje. 

6: I torsdags havde jeg den bedste aften med verdens sødeste studieveninde. Hun inviterede på lækker mad og hvidvin, og vi endte med at snakke uafbrudt i 9 timer om alt lige fra komplekse feministiske analyser af Jane Eyre til tømmermændsindkøb i Netto.

7: Idag har vi fejret svigermors fødselsdag herhjemme. Nico lavede skøn brunch, vi planlagde sommerferie og ønskede fødselaren stort tillykke.

8: I dagens anledning fandt jeg en ny kjole frem fra skabets gemmer. 

En forenkling af forelskelse;

Mit hjerte smelter. Det er længe siden, jeg har set noget så fint, ægte og simpelt udtrykt. 

Rain like this, rain like this

Bus nr. 41 mod universitet har ændret sin rute, og standser derfor ikke længere så bekvemt få skridt fra min hoveddør. Det kan ikke just kategoriseres som en af de bedste mandagsopdagelser.

Så i stedet satte jeg imorges en fod foran den anden, og vaklede døsigt hen mod banegården. Jeg havde høretelefonerne tilkoblet min iPhone, og som en del af en slags rituel rutine lod jeg mig overraske af tilfældighederne, og lod min telefons luner bestemme musikvalget. Og pludselig, som en slags mirakuløs drømmetydning af undertrykte længsler, spillede den helt perfekte sang i det helt perfekte øjeblik. En minutiøs symfoni. Og jeg blev forvandlet.

Jeg blev til hende den skøre, hende der samler på undrende blikke og himlende øjne. Jeg blev til hende den smilende, leende, grinende pige, som kigger op i skyernes grå formationer og lader regnen kærtegne sit ansigt, frem for at at kigge ned og beskytte mascaraens kunstfærdige sorte farve. Jeg blev til hende, der ikke kan lade være med at fjedre en smule i skridtene eller hoppe fra fortovet og ned på fodgængerfeltets asfaldt. Jeg blev irritationelt glad.

Sangen har lige siden kørt på repeat. Nico er begyndt at nynne med. Og selv når musikken slukkes og øjnene lukkes, vil jeg stadig kunne høre de svage ekko rungende i mit baghoveds gemmer. Akkurat som en kærlig godnatvise vil den lulle mig trygt i søvn og farve mine drømme med en nænsom berøring. 

Weekend i Jylland

Den sidste brøkdel af ferien er langsomt ved at forbipassere, og imorgen skal både Nico og jeg atter begive os mod skolen. Derfor virkede det passende at klamre sig så krampagtigt fast til de sidste rolige øjeblikke, som overhovedet muligt. Vi tog sammen hjem til mine forældre i Jylland, og nød ferieøjeblikkene på den lille gård, langt ude på landet. 

Weekenden har således været en blanding af gode film, Rasmus' velkendte spinden, skøre brætspil, gåture og formålsløs slentren langs stranden, en stor stak af min mors vidunderlige pandekager, stormvejr og kolde tæer trygt gemt væk under dynen. 
Jeg har nydt det. Det gør jeg jo altid; det lille hjem på Jyllands vestkyst betyder noget særligt for mig, og jeg elsker at tilbringe tid der. Især når Nico tager med, for så er alle mine yndlingsmennesker i verden samlet under ét tag. Det gør mig så glad. 

Nu er jeg atter tilbage i Odense, og forsøger at gøre en smule rent og få lejligheden til at se nogenlunde præsentabel ud, for jeg skal holde filmaften med en sød veninde senere. Nico skal ned til nogle kammerater og se Superbowl, og så før vi får set os om, snip, snap, snude, så er det mandag, og ferien er slut. (suk)

Currently reading #6

Min taske bugnede og var proppet til randen forleden dag, da jeg traskede hjem fra biblioteket i januars trivielle gråvejr. Tilsyneladende er jeg ikke i stand til at genkende logiske begrænsinger, når jeg befinder mig på et bibliotek og er omgivet af stakkevis af lokkende bøger. 

Jeg har for nyligt lånt hele "A Series of Unfortunate Events" serien af Lemony Snicket med hjem. En skør og fantasifuld børnebogsserie, som kan sammenlignes med Roald Dahl's absurditeter. En lang perlerække af bøger, som lovpriser det skøre, groteske, komiske og ironiske, fortalt af en meget tilstedeværende og levende fortæller, som efterlader mig med en følelse af hjemlig højtlæsning. 

Jeg er i skrivende stund i færd med at læse den tredje bog i serien, og jeg nyder hvert et ord. Bøgerne er så alsidige, morsomme og let-læselige, at der knap nok går halvanden time før hver en side er vendt og læst, og man kan finde den næste bog frem fra bunken. 

Den skøre historie kan anbefales til enhver, der har en forkærlighed for finurlig historiefortælling og skæve karakterer med en mangfoldighed af finesser og særheder. 

I kan, som altid, følge med i mine vurderinger og anmeldelser af de bøger jeg læser på Goodreads. I finder mig lige her.