En ode til papirromantik

Følelsen af en tung bog, som hænderne knap nok kan holde; eller følelsen af en fjerlet bog, hvor siderne nærmest flyver forbi. Duften af en gammel bog fundet i en støvet afkrog i den lokale genbrugsbutik, eller en biblioteksbog med kragetæer og noter i sidemargen, eller en helt splinterny bog endnu indpakket i plastic med fuldstændigt urørte sider. 

Tilfældige mennesker i bussen, i toget, på bænken i parken, med en bog holdt beskyttende op foran deres ansigt; man forbipasserer dem på et minimalt øjeblik, men tager sig alligevel tid til nysgerrigt at undersøge, hvad det er, de læser.

Smukke læderindbundne bøger med guldtryk, slidte og højt elskede paperbacks købt for en 10'er, barndomsbøger med klassiske illustrationer på forsiden, der nærmest får hjertet til at smelte i en kærlig taknemmelighed, stofindbundne herligheder med udtværet tryk, lyserøde og pastelblå bogrygge og bøger så små, de nærmest kan passe i lommen. 

Lyden der kommer af at vende siderne og bladre, den langsomme knitren og den aggressive og utålmodige kamp med sider der hænger sammen. At bladre frem og læse den sidste sætning, eller at bladre tilbage og læse den første. At slå op i noterne for at opfriske, hvad det nu helt præcis er, en "landuette" er, eller at læse forordet til sidst, i stedet for at læse det først.

De forskellige og yndige skrifttyper, til tider ulæseligt, nogle gange med smukke kunstfærdige begyndelsesbogstaver, andre gange helt småt og udtværet, og sommetider designet til små børn med store bogstaver og læsevenligt design. 

Sporet af en tåre et rørende sted i Jane Austens "Persuasion", pletten efter ivrige chokoladefingre i den første Harry Potter bog, æselørerne i Whitmans digtsamling, et glemt bogmærke i "Gullivers Travels" fra der hvor man sidst gik i stå og opgav, små tegninger forårsaget af kedsomhed i dansk timen i 9. klasse i den "Nordkraft" som man glemte at aflevere tilbage, og en understreget passage i "Emily på Månegården" som man til sidst havde læst så meget, man lærte den udenad. 

At befinde sig i en bogbutik af den gamle antikvariske slags med bøger fra gulv til loft, eller en pertentligt arrangeret kædebutik med fast inventar og dog alligevel en rodekasse med tilbud på finurlige fund. At have reserveret en enkelt bog på biblioteket, og forvilde sig indimellem de mange reoler derinde, og som en opdagelsesrejsende i et fremmed land udforske og opdage alverdens skatte, og som resultat vandre ud fra biblioteket med flere bøger, end man overhovedet kan bære. Sådanne steder emmer af historie og mystik, og man får en fornemmelse af højtidelig historie, når man spejder rundt blandt de mange bøger. Jeg var engang i en bogbutik i Paris, hvor Hemingway efter sigende skulle have holdt til. Væggene, gulvene og bøgerne vibrerede med en atmosfære af fantasifulde forestillinger og illusioner. Hver gang jeg rørte ved noget, spekulerede jeg intenst på, om Hemingway mon også havde ladet sine fingre glide forbi i en tilfældig rastløs bevægelse.

Et smukkere syn end en bogreol findes ikke, og slet ikke hvis bøgerne blot står tilfældigt smidt ind uden orden eller system. De mange farver danner en regnbue, og de forskellige og varierende højder giver et skødesløst og dog intellektuelt udtryk. Jeg forestiller mig Sherlock Holmes' bibliotek som et stort kaotisk miskmask af bøger, i komplet kontrast til Belle's perfekt opstillede reoler. Jeg aner ikke, hvad jeg bedst kan lide. En bogreol holder et hjem sammen, og intet andet sted finder jeg tydeligere bevis på, hvem det egentligt er, jeg besøger, end i den. 

Bøger indeholder historier, men de fortæller dem også selv.

Jeg har ved min opgaveskrivning om Penguin books erfaret, at Penguin skal fusioneres med Random House som følge af den voksende krise indenfor bogbranchen forårsaget af e-bøger og det medfølgende prispres. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan e-bøger nogensinde skal kunne erstatte ægte, massive og håndgribelige bøger. Det går ud over min forstand.