Rain like this, rain like this

Bus nr. 41 mod universitet har ændret sin rute, og standser derfor ikke længere så bekvemt få skridt fra min hoveddør. Det kan ikke just kategoriseres som en af de bedste mandagsopdagelser.

Så i stedet satte jeg imorges en fod foran den anden, og vaklede døsigt hen mod banegården. Jeg havde høretelefonerne tilkoblet min iPhone, og som en del af en slags rituel rutine lod jeg mig overraske af tilfældighederne, og lod min telefons luner bestemme musikvalget. Og pludselig, som en slags mirakuløs drømmetydning af undertrykte længsler, spillede den helt perfekte sang i det helt perfekte øjeblik. En minutiøs symfoni. Og jeg blev forvandlet.

Jeg blev til hende den skøre, hende der samler på undrende blikke og himlende øjne. Jeg blev til hende den smilende, leende, grinende pige, som kigger op i skyernes grå formationer og lader regnen kærtegne sit ansigt, frem for at at kigge ned og beskytte mascaraens kunstfærdige sorte farve. Jeg blev til hende, der ikke kan lade være med at fjedre en smule i skridtene eller hoppe fra fortovet og ned på fodgængerfeltets asfaldt. Jeg blev irritationelt glad.

Sangen har lige siden kørt på repeat. Nico er begyndt at nynne med. Og selv når musikken slukkes og øjnene lukkes, vil jeg stadig kunne høre de svage ekko rungende i mit baghoveds gemmer. Akkurat som en kærlig godnatvise vil den lulle mig trygt i søvn og farve mine drømme med en nænsom berøring. 

Aftenvirvar,

Trætheden føles som en blytung byrde bag mine øjenvipper, truende med mine øjenlågs endelige kollaps hvert sekund, det skulle være. Og dog passerer tiden, minutterne tikker langsomt forbi, og søvnen finder mig ikke.

Jeg er alene i aften; helt alene. Og alle lyde foruroliger mig. Hvert et fodtrin på opgangens trapper giver genlyd og skaber et ekko af forskrækkelser, som gentages om og om igen. De mest familiære lyde, såsom printerens summen, min underbos gennemtrængende grin og loftets uundgåelige knirken får mit hjerte til at fare op i min hals, og forvandler min vejrtrækning til en anstrengt, og nærmest desperat, higen efter vejret. Jeg er bange. Helt irrationelt bange, som et lille barn der krummer sig sammen for nattens talrige monstre. Bortset fra at jeg slet ikke er et barn, og det endnu ikke er nat.

Jeg ved ikke, om det skyldes, at jeg netop har færdiglæst en malerisk bog om dæmoner, vampyrer, forhekselser, drab og korruption, Nicos fravær, eller blot den faretruende malstrøm af tanker, jeg så nemt falder ind i for tiden. 

I hvert fald forsøger jeg at overdøve stilheden med en smuk sang fra mit yndlingsband; helt spritny og dugfrisk. Lifehouses album "Almería" udkom i sidste uge, og selvom jeg ikke er ovenud begejstret eller imponeret, finder jeg dette lille stykke musik ganske beroligende og tankebedøvende.

Stemningsmusik

Jeg sidder sammenkrummet i det tætomsluttede mørke og betragter dagen svinde ind. Lyttende til smukt guitarspil og en kraftfuld stemme. Blide toner, der blander sig med Nicos koncentrerede udråb fra computeren. Snart vil jeg gå i seng og sove trygt. Godnat.