Alene hjemme

Nico tilbringer lørdagen i selskab med øl og "gutterne", og jeg befinder mig derfor i en af stuens solskinsstriber og nyder en lille stillestund. Med fødderne oppe i sofaen sipper jeg lidt af en kop varm kakao i min nye yndlingskop, læser en bog om dét at være en stille introvert, og funderer en smule over de skrevne ord.

Lige om lidt skal jeg mødes med to af verdens dejligste pigebørn. Vi skal i biografen for at se Les Misérables, og jeg kan næsten ikke udholde ventetiden.

Ps, flere af jer har flere gange efterspurgt en videoblog. I går lavede jeg en på min anden blog. Find den her. 

Pps, Vil i hjælpe en stakkels studerende? Søde Heidi mangler besvarelser af dette meget korte og overskuelige spørgeskema om Harry Potter. 

"Not all those who wander are lost"

Hej igen. Jeg har ikke blot været fraværende; jeg har været helt væk, min eksistens på bloggen har svundet ind til et nulpunkt. Det har været komplet uintentionelt. Jeg vågnede blot op en morgen, uden lyst til at skrive. Og sådan smeltede morgenerne sammen, og dagene gled afsted uden et ord eller et livstegn. Jeg tror, jeg trængte til det.

Men nu er jeg tilbage, i hvert fald for en stund. Jeg befinder mig midt i en skøn påskeferie, halvvejs slut og halvvejs begyndt. Jeg har været i Jylland, hjemme hos min mor, vi har bagt kager, spillet Scrabble (jeg vandt!), gået ture og Rasmus har ligget på min mave. I dag blev jeg kørt tilbage til Fyn, hvor Nico ventede på mig. Han har feber, og jeg nusser om ham med Cocio og kys på panden. Han er lidt sød, når han sådan er sygdomsramt og ynkelig.

Jeg har sendt min ansøgning til kandidatuddannelse afsted, og min første prioritet er litteraturvidenskab. Det har det egentligt været hele tiden, men al den hurlumhej i medierne om ubrugelige uddannelser gjorde mig helt i tvivl. I sidste ende er det dét, jeg brænder for, og hvis man virkelig brænder for noget, så har man også viljen til at kæmpe for det. Det plejer min søster altid at sige. 

For første gang i lang tid, har jeg åbnet et Word-dokument, og er gået i gang med at skrive. Det er længe siden mine fingre har kriblet på den måde, og jeg nyder at bygge luftkasteller igen. Der er noget befriende over at slippe taget på sine tanker, og lade dem udformes som simple bogstaver. 

Og ellers? Ikke rigtig noget, faktisk. Mit liv har ikke været præget af dramatiske faldgruber eller uanede højder. Jeg har det godt. Jeg har taget store beslutninger, jeg har afklaret tvivl, og jeg har tænkt så det bragede og knagede. Jeg tror bare, mit hovede var så fyldt, at de rigtige ord flygtede og undslap, når jeg tænkte på bloggen. Sådan er det sommetider. 

Barselsbesøg

Jeg har haft den bedste dag. I formiddags tog jeg toget til Nyborg, for at besøge verdens dejligste Sofie og hendes nyeste familiemedlem. Vi havde de hyggeligste timer sammen, fyldt med snak, kage og underholdning fra hendes to skønne drengebørn. Storebror nåede både at underholde os med balletfilm, Peter Plys bøger og fantasibesøg af julemanden - alt imens den nyfødte lillebror lå og pludrede veltilfreds. 

Nu er jeg atter hjemme, og helt fyldt til randen af inderlig glæde. Der er noget livsbekræftigende og ganske vidunderligt ved sådan at besøge en så lykkelig lille familie. Og nu er jeg bare helt åndssvagt skruk! Åh, de kære små guldklumper..

En midlertidig løsning

Bøger kan være nogle påtrængende skabninger, kan de ikke? De foretager en snedig invasion, kræver urimelig stor plads i ens hjem, hjerne og tanker, og skriger på opmærksomhed. De formerer sig tilsyneladende helt ubemærkeligt, og når man endelig beslutter sig for at sætte et punktum for bogkøbene, hopper de stædigt ned i ens arme, når man slentrer forbi bogforhandlernes bugnende reoler. 

Eftersom jeg åbenbart ikke kan stoppe deres formering, er jeg blevet nødt til at stoppe deres roderi. Men den trange plads har udelukket en stor vægreol, og jeg har måtte nøjes med en midlertidig "lappeløsning", før populationen af tykke romaner ender med at drive Nico og jeg fra hus og hjem. 

Løsningen er blevet to reolkasser fra Idémøbler, som jeg har stablet ovenpå hinanden; aldeles sparsomt, nemt og hurtigt. Jeg nyder at kunne fylde dem med nykøbte bøger - omend det nok ikke varer længe, før der atter ligger bunker af paperbacks rundt omkring igen. 

Indtryk (og udtryk)

Solen skinner fortsat, og jeg har lyst til at flytte min seng ud på blomstertæppet, og hvile under himlens blå, blå, blå draperinger. Mit hjerte føles så uendelig let og flyvsk, og jeg kan slet ikke koncentrere mig om alt det praktiske. Jeg er ramt af forårskuller.

Min tid går med at købe nye bøger i massevis (men det laver jeg snart en videoblog om), gå lange ture og dagdrømme om stort og småt, løst og fast. Nico har meget travlt med projekter, porteføljer og al den slags, så jeg lister forsigtigt omkring, og forsøger ikke at forstyrre ham for meget, med dumme spørgsmål og fjollede beretninger.

Jeg har på det seneste genovervejet bloggen. Jeg ved ikke, om jeg skal fortsætte i dette spor, eller om jeg skal prøve noget anderledes. Jeg har overvejet at lave det om til en gennemført bogblog (med personlige elementer naturligvis), og kan egentligt meget godt lide tanken. Flere bøger på bloggen skal der i hvert fald til - det har jeg nemlig lyst til.

Forårsfornemmelser

Jeg er af den ubeslutsomme slags, som hvert kvartal skifter mening om min favoritårstid. Jeg elsker efterårets med de brændte farvetoner og gyldne stænk, jeg elsker vinteren og især julen med hygge, snefald og læsning af lyriske digte under dynen, jeg elsker foråret med de første venlige blomsterhilsner og solen der stiger op fra sit vinterhi, og jeg elsker sommeren med varmen, der starter helt indefra og breder sig ud i ethvert aspekt af sind og liv. Hver årstid har sin charme, og jeg elsker dem alle.

Og nu er det forår. Kalenderen har nået marts, vintergækkerne kæmper sig hårdført gennem jorden, solen kaster varme stråler og danner lange skygger, det kribler i mine fingre efter lange gåture, åbne sko, glade farver og lyse morgener. 

Egentligt har vejret overvældende stor indflydelse på mit humør. Jeg kan ikke lade være med at smile, danse og grine på en dag som denne, hvor solen jager alle mine bekymringer tilbage i deres skyggefulde kroge. 

Sweet Sunday

Klokken er halv elleve, morgentræningen er overstået, og mine ben føles som gelé. Nico sover trygt endnu, og bag soveværelsets lukkede dør kan jeg fornemme hans tunge vejrtrækning. Mit hår er vådt og uredt efter verdens længste bad, og nu sidder jeg i sofaen med morgenmaden foran mig.

Jeg elsker søndage som denne, hvor dagens sværeste beslutning består i, hvorvidt jeg skal have Gilmore Girls eller Harry Potter marathon.

Hav en skøn og sød søndag.

Rain like this, rain like this

Bus nr. 41 mod universitet har ændret sin rute, og standser derfor ikke længere så bekvemt få skridt fra min hoveddør. Det kan ikke just kategoriseres som en af de bedste mandagsopdagelser.

Så i stedet satte jeg imorges en fod foran den anden, og vaklede døsigt hen mod banegården. Jeg havde høretelefonerne tilkoblet min iPhone, og som en del af en slags rituel rutine lod jeg mig overraske af tilfældighederne, og lod min telefons luner bestemme musikvalget. Og pludselig, som en slags mirakuløs drømmetydning af undertrykte længsler, spillede den helt perfekte sang i det helt perfekte øjeblik. En minutiøs symfoni. Og jeg blev forvandlet.

Jeg blev til hende den skøre, hende der samler på undrende blikke og himlende øjne. Jeg blev til hende den smilende, leende, grinende pige, som kigger op i skyernes grå formationer og lader regnen kærtegne sit ansigt, frem for at at kigge ned og beskytte mascaraens kunstfærdige sorte farve. Jeg blev til hende, der ikke kan lade være med at fjedre en smule i skridtene eller hoppe fra fortovet og ned på fodgængerfeltets asfaldt. Jeg blev irritationelt glad.

Sangen har lige siden kørt på repeat. Nico er begyndt at nynne med. Og selv når musikken slukkes og øjnene lukkes, vil jeg stadig kunne høre de svage ekko rungende i mit baghoveds gemmer. Akkurat som en kærlig godnatvise vil den lulle mig trygt i søvn og farve mine drømme med en nænsom berøring. 

Weekend i Jylland

Den sidste brøkdel af ferien er langsomt ved at forbipassere, og imorgen skal både Nico og jeg atter begive os mod skolen. Derfor virkede det passende at klamre sig så krampagtigt fast til de sidste rolige øjeblikke, som overhovedet muligt. Vi tog sammen hjem til mine forældre i Jylland, og nød ferieøjeblikkene på den lille gård, langt ude på landet. 

Weekenden har således været en blanding af gode film, Rasmus' velkendte spinden, skøre brætspil, gåture og formålsløs slentren langs stranden, en stor stak af min mors vidunderlige pandekager, stormvejr og kolde tæer trygt gemt væk under dynen. 
Jeg har nydt det. Det gør jeg jo altid; det lille hjem på Jyllands vestkyst betyder noget særligt for mig, og jeg elsker at tilbringe tid der. Især når Nico tager med, for så er alle mine yndlingsmennesker i verden samlet under ét tag. Det gør mig så glad. 

Nu er jeg atter tilbage i Odense, og forsøger at gøre en smule rent og få lejligheden til at se nogenlunde præsentabel ud, for jeg skal holde filmaften med en sød veninde senere. Nico skal ned til nogle kammerater og se Superbowl, og så før vi får set os om, snip, snap, snude, så er det mandag, og ferien er slut. (suk)

Den bedst tænkelige start på dagen...

Den bedst tænkelige start på dagen må afgjort involvere en stor og mættende brunch med en sød veninde i en gemt krog på en hyggelig café, en masse snak, fjolleri og fortroligheder.  Gerne efterfulgt af en langsom slentren gennem gågaden med flere og flere knitrende plasticposer på slæb. Og på den måde kan den bedst tænkelige formiddag hurtigt transformere sig til den bedst tænkelige eftermiddag, med timer og minutter der blot tikker ubemærket forbi. 

Jeg har haft den skønneste dag i det skønneste selskab, nemlig med verdens bedste Sofie. 

En uge

Jeg må erkende, jeg har forsømt bloggen, tiden er fløjet forbi, og det er nu en uge siden jeg sidst skænkede jer et nådigt livstegn. Jeg har faret rundt i pendulfart, og dog nydt mange stille stunder. Jeg har haft travlt, og alligevel slet ikke overhovedet. 

Jeg har læst i eventyrsbøger, endelig fået bugt med sygdommen, haft vennepar på besøg til Scrabble-dueller, tændt stearinlys som har efterladt spøgelsesagtige spindelvævsspor af dryppende stearin, set Birdsong med Nico (fantastisk mini-serie, og en endnu smukkere bog), haft besøg af min søster og læst til eksamen.

Imorges kl. 8 trådte jeg ind i eksamenslokalet, og forlod det igen akkurat tyve minutter senere, et 10tal rigere. Faget var 'markedsundersøgelse og -analyse', og jeg brød mig egentligt ikke så meget om det. Følelsen herefter er en skøn følelse af lettelse. Jeg er så glad.

Den slags skal naturligvis fejres, så Nico og jeg skal ud og have lækker mad i aften, og jeg har fået lov til at vælge en film til senere. Hverdagsforkælelse af den bedste kaliber. Indtil da vil jeg slæbe mig ind i soveværelset, og vente på at søvnens tiltrængte bølger skyller indover mig. 

Godnat. Og på gensyn. 

Blandede mandagsbetragtninger

Idag var jeg tvunget til at tage del i omverdenen for første gang siden weekendens start. Jeg har bogstavelig talt slet ikke været udenfor en dør (eller min seng) i de sidste par dage. Derfor var det med tunge skridt og et endnu tungt hoved, at jeg slæbte mig væk fra min varme dyne. Men jeg kom afsted ned til lægen og fik min penicilin, hvilket forhåbentligt er lig med en snarlig bedring. 

Da jeg pludselig befandt mig nede i byen blev jeg lokket ned i H&M og købte en skøn strik på tilbud. Sådan noget må man nemlig godt, når man er sløj. Endvidere har kedsomheden også fået mig til at bestille en rekord-lille bogpakke inde på Amazon. Blot to bøger. Men lidt har jo også sin ret.

Ellers står min verden herhjemme komplet stille kun afbrudt af lange serier af nys og snøften. Jeg læser massevis af bøger, ser Gilmore Girls, drikker te, spiser rosiner og har ondt af mig selv. Nico siger jeg er ynkelig. Og det giver jeg ham lidt ret i.

Årets første sygedag

Sneen daler stilfærdigt ned udenfor, så den akkurat kun er synlig, når man kniber øjnene koncentreret sammen og bruger de røde murstensvægge som en kontrastskabende baggrund. Det føles lidt som et drilagtigt synsbedrag, usikkert og enormt skrøbeligt. Men ikke desto mindre, sner det en smule. 

Jeg er begravet under to dyner og et tæppe med morgentrætte øjne, feberrøde kinder og en snøftende næse. Jeg forsøger desperat at slå sygdommen på flugt med en lille samling af alle mine yndlingsbeskæftigelser; en kop kamillete, en skål appelsiner, en god bog og en Disneyfilm. Nico render forvirret frem og tilbage mellem soveværelset og hans lektielæsning i stuen, og spørger om der er noget jeg vil have, noget jeg mangler, eller noget han kan gøre. Jeg svarer for det meste nej, klemmer øjnene lidt i og iagttager atter de cirkulerende snefnug udenfor. 

Omsorgsdag

Oprindeligt var planen, at min mor skulle komme på besøg i sidste uge. Men på grund af meget stressende eksaminer og stramme tidsplaner, blev jeg nødt til at aflyse det. Det gjorde faktisk en smule ondt på mig, for jeg ser min mor alt for sjældent, og savner hende alt for meget. Men så tilbød hun heldigvis at komme idag i stedet for.

Dagen startede således tidligt ud, kl. 8 imorges med rundstykker, varm kakao og lystig snak. Vi har altid så meget at tale om. Både de små finurlige ting, såsom hvilke bøger vi har læst på det seneste, den skøre ekspedient i Nettos seneste kommentar og en god aftensmad  vi fik forleden. Men også om de store ting og tunge bekymringer. Der er plads til det hele, og jeg værdsætter så inderligt altid at have en at betro mig til.

I løbet af formiddagen tog vi de tykke vinterstøvler på, og jeg fandt min fjollede Panda-hat frem, og sammen gik vi gennem det sneklædte landskab og udpegede yndige vinterscenarier for hinanden. Jeg fik også brugt de sidste gavekort fra julens gaveregn (men mere om det senere), og kigget en smule på butikkernes bugnende udsalg.

I skrivende stund har jeg netop sagt farvel til hende, og hun er atter på farten. Jeg føler mig altid lidt tom og lidt trist, når hun tager afsted. Men heldigvis kan jeg blot glæde mig til vi  ses igen. Forhåbentligt snart. 

Skønne lørdag

Igår da jeg sad til skriftlig eksamen, var jeg i en så dyb trance og hastig skriverytme, at jeg slet ikke ænsede, hvad der foregik omkring mig. Det var først efter tre timer, jeg kiggede ud af vinduet for første gang, og bemærkede det sneede. Store, massive flokke af snefnug  hvirvlede rundt i en kaotisk dødslignende kamp. Og det fyldte mig med inspiration. Med håb. Og med glæde. Sne er noget af det kønneste, jeg ved.

Idag har det også sneet, men med et roligere og mere dæmpet tempo; matchende perfekt til min salige fornemmelse i kroppen, forstærket af stearinlys, akustiske musiktoner og lyden af Nicos sutsko, der trasker rundt i lejligheden.

Jeg har tilbragt min første feriedag i en blå striktrøje og i godt selskab. Jeg har spist brunch med svigerfamilien, vendt de sidste sider i en god bog, og derefter vendt de første sider i en science-fiction roman, set "Brideshead Revisited", drukket varm kakao og taget en middagslur på Nicos brystkasse. 

Jeg kunne hurtigt vænne mig til feriedage som denne. 

Gloomy

Det regner, og jeg er sur. Nico har et kælenavn for mig, når jeg er i det her humør. Han kalder mig for "SRP-Rikke", hvilket stammer fra for tre år siden, hvor jeg skrev SRP, og var så stresset og sur, at han knap nok turde være i nærheden af mig. Stakkels mand.

Sagen er den, at når jeg bliver udsat for intens stress, og ikke føler jeg slår til, så bliver jeg sur. Rigtigt uretfærdigt, barnligt, krydsede-arme, verden-er-imod-mig, sur. Jeg hænger med mulen, og synes alt går mig imod. Bagefter kan jeg kun ryste på hovedet af mig selv, og synes det er flovt. Men sådan er det vist bare.

Idag var en dag af de ekstra slemme, men jeg har forsøgt at forbedre den, ved at købe blomster til mig selv (farverige blomster gør altså underværker for humøret), og hente en lokkende bogstak på biblioteket. Nico bidrager også med lidt lykke; han har lovet at lave hans famøse karrysuppe i aften, og det er lige, hvad jeg trænger til.

En produktiv morgen

Godmorgen. Eller morgen er nu så meget sagt, eftersom jeg har været oppe siden klokken fire for at skrive opgave. Men nu er jeg også færdig med hele to opgaver, og kan derfor læne mig veltilfreds tilbage og nyde en fridag, inden jeg får en ny opgave udleveret igen imorgen. 

Da jeg satte det sidste punktum i min opgave bredte roen sig over hele min krop og sind, og jeg kunne ånde lettet op. Det var den bedste følelse i verden. Nu sidder jeg udmattet efter en intens morgentræning, og spiser lidt frugt, altimens jeg har fundet en af mine absolutte yndlingsbøger frem. "Paper Towns" af John Green. I disse dage hvor jeg er så træt og uoplagt, har jeg ikke energi til at starte på nye bøger, så i stedet finder jeg glæde i at genlæse gamle favoritter. Det virker så uoverskueligt at skulle forholde sig til nye karakterer og plots. Kender i det?  Dagen idag skal blot nydes, og jeg ved, den vil forsvinde alt for hurtigt væk i horisonten. Men jeg vil udnytte den fuldt ud, smile over synet af et yndigt citat i min morgente, fordybe mig i bogens velkendte univers, og måske endda se en Disneyfilm i aften, som et sødt kirsebær på toppen af det hele. 

Hverdag igen

Jeg har haft en skøn, skøn, skøn juleferie. Faktisk har den været så skøn, at jeg har fortrængt enhver tanke om skole, om lektier og om eksamen, på trods af jeg sådan set udmærket godt vidste, jeg ville få forfærdeligt travlt i hele januar. 

Sagen er nemlig den, at jeg har fire skriftlige eksaminer og de allesammen ligger oveni hinanden i et stort kaotisk roderi. Normalt ville det slet ikke kunne lade sig gøre, men eftersom jeg er tilmeldt fagene via tilvalgsstudiet, bliver eksaminerne ikke tilrettelagt med særlig hensyntagen til mig. Desværre. 

Så nu sidder jeg her med et hobetal af uåbnede bøger, rodede notater og et ikke-eksisterende overblik. Jeg burde have forudset det, og jeg burde have forebygget det. Men i det mindste nød jeg da min ferie.

Inden jul

Disse dage flimrer hurtigt forbi med lynets hastighed, men tid er der masser af, og jeg bruger den på bedst tænkelige vis. De små glæder er vokset til store glæder, og gåture i Odenses gågade under glitrende lystæpper efter mørkets frembrud, kys under misteltenen, hjerteformede pandekager lavet af verdens sødeste mand, hurtigt vendte sider i tykke bøger, sidste øjebliks impulsive gavekøb og omhyggelig indpakken i knitrende gavepapir med kulørte bånd, duften af brændte mandler, lange morgener med sammenflettede tæer under dynens uimodståelige varme, små søde overraskelser af omtanke fra dem man ventede det allermindst, lyden af regn mod ruden, tændte stearinlys og lyskæder, forventningsfuld planlægning af nytårsaften, og en kildrende glæde til juleaften omgivet af verdens bedste familie, hører blandt de ting, der tryller smilet frem på min læber.

Jeg glædes og glæder mig over de små ting, der gør disse sidste juledage så fortryllende varme, selv i minusgradernes kulde. 

Mere adventshygge

Sneen er langsomt ved at svinde ind, og jeg længdes med dybe suk efter endnu et lag til at indhylle tagene på ny og dække de genopdagede græspletter. Himlen er grå og min telefon melder om tre grader og et snarligt regnvejr. Der er al mulig grund til at blive indendøre.

Så det gør vi. Jeg gemmer mig i en stor strik, og Nico trasker rundt i de sutsko, jeg har givet ham i dagens kalendergave. Vi har tændt adventslys, fyldt en skål med slik, og pakket adventsgaver fra vores mødre op. Jeg fik Scrabble - hvilket med øjeblikkelig uundgåelighed kastede os ud i en længevarende dyst, fyldt med panderynker, suk, sammenknebne øjne, smil og fnis. Nico vandt og hoverede grumt, og jeg gav skylden på alle mine dumme x'er, z'er og c'er. Han har grinet af mig hele formiddagen, men jeg er sikker på, jeg snart får revanche.

Nu laver han de sidste lektier til mandagens snarlige strabadser, og jeg er synket ned i sofaen med en bog. Eftermiddagen skal bruges på konfekt og bagning; som vores lille tradition pålyder. Åh, hvor jeg elsker adventssøndage.