

Bøger kan være nogle påtrængende skabninger, kan de ikke? De foretager en snedig invasion, kræver urimelig stor plads i ens hjem, hjerne og tanker, og skriger på opmærksomhed. De formerer sig tilsyneladende helt ubemærkeligt, og når man endelig beslutter sig for at sætte et punktum for bogkøbene, hopper de stædigt ned i ens arme, når man slentrer forbi bogforhandlernes bugnende reoler.
Eftersom jeg åbenbart ikke kan stoppe deres formering, er jeg blevet nødt til at stoppe deres roderi. Men den trange plads har udelukket en stor vægreol, og jeg har måtte nøjes med en midlertidig "lappeløsning", før populationen af tykke romaner ender med at drive Nico og jeg fra hus og hjem.
Løsningen er blevet to reolkasser fra Idémøbler, som jeg har stablet ovenpå hinanden; aldeles sparsomt, nemt og hurtigt. Jeg nyder at kunne fylde dem med nykøbte bøger - omend det nok ikke varer længe, før der atter ligger bunker af paperbacks rundt omkring igen.
Åh det evige problem. Jeg kommer til at bygge mit hus af bøger...
SvarSletAlene tanken kan gøre mig helt lykkelig. Et hus af bøger ville bestemt ikke være dårligt.
SletJeg kan "trøste" dig med at en stor vægreol også er en midlertidig løsning (ups) ...
SvarSletDet er jo også bare skruen uden ende... Suk!
Slet