Alene hjemme

Nico tilbringer lørdagen i selskab med øl og "gutterne", og jeg befinder mig derfor i en af stuens solskinsstriber og nyder en lille stillestund. Med fødderne oppe i sofaen sipper jeg lidt af en kop varm kakao i min nye yndlingskop, læser en bog om dét at være en stille introvert, og funderer en smule over de skrevne ord.

Lige om lidt skal jeg mødes med to af verdens dejligste pigebørn. Vi skal i biografen for at se Les Misérables, og jeg kan næsten ikke udholde ventetiden.

Ps, flere af jer har flere gange efterspurgt en videoblog. I går lavede jeg en på min anden blog. Find den her. 

Pps, Vil i hjælpe en stakkels studerende? Søde Heidi mangler besvarelser af dette meget korte og overskuelige spørgeskema om Harry Potter. 

Forresten,

Jeg har gjort alvor af mine funderinger og oprettet en bogblog. Den vil (næsten) udelukkende fokusere på læsning, boganmeldelser, nye tilføjelser til bogreolen og andre bogrelaterede skriverier. Jeg har en vision om, den også skal indeholde en smule fotografi, men eftersom bloggen stadig er i sin spæde opstart, vil idéerne nok realiseres efterhånden. Designet på bloggen er ikke noget særligt, og skal snart laves om; men det er noget, Nico har lovet mig at hjælpe med, når han bliver frisk igen.

Jeg vil stadig blogge her - men ikke længere om bøger. Dem har jeg bygget et separat hjem til, og i kan besøge det lige her. 

Currently reading #7

Der er nogle bøger, jeg aldrig nogensinde bliver træt af. Nogle bøger, jeg kan læse igen og igen og igen til uendelighed. "Great Expectations" af Charles Dickens er en af dem. Og det sjove er, at hver gang jeg læser den, falder jeg over en ny detalje, en ny finurlig formulering og en hidtil overset fortolkningsnøgle. Historien er af den slags med mange papirstynde lag og et væld af mulige synsvinkler. Det er en melankolsk kærlighedshistorie, en beretning om blodtørstig hævn og om manipulerende sindssyge, et mysterie om kriminalitet og bedrageri, en lektion i hovmodets fald, og vigtigst af alt; en moralsk indprentning om betydningen af sande venner og nær familie. 

Jeg ved godt, at Dickens ikke er for alle. Snarere tværtimod. Hans snørklede og komplicerede sætningsopbygning med en komplet overflødig vrimmel af adjektiver, hans mange bihistorier og lange kapitler, som slet ikke fører eller bærer plottet nogen vegne, og ikke mindst længden af hans romaner besværliggører læsningen en smule. Måske er han en af de forfattere, man skal vænne sig til; eller måske er han blot en af de få, som enten skal elskes eller hades. Jeg elsker hvert et ord.

Da jeg i morges færdiggjorde "Great Expectations" var det med et tilfredsstillende suk, jeg lagde den elskede bog fra mig, og fandt en ny frem fra gemmerne. Endnu en Dickens roman tog dens plads, men dette er en, jeg aldrig har læst før. "Little Dorrit", som jeg knap nok aner noget om. Jeg glæder mig blot til at rejse ned af en ny vej sammen med en af de helt store litterære helte, som altid formår at hensætte mig i dyb beundring.

En midlertidig løsning

Bøger kan være nogle påtrængende skabninger, kan de ikke? De foretager en snedig invasion, kræver urimelig stor plads i ens hjem, hjerne og tanker, og skriger på opmærksomhed. De formerer sig tilsyneladende helt ubemærkeligt, og når man endelig beslutter sig for at sætte et punktum for bogkøbene, hopper de stædigt ned i ens arme, når man slentrer forbi bogforhandlernes bugnende reoler. 

Eftersom jeg åbenbart ikke kan stoppe deres formering, er jeg blevet nødt til at stoppe deres roderi. Men den trange plads har udelukket en stor vægreol, og jeg har måtte nøjes med en midlertidig "lappeløsning", før populationen af tykke romaner ender med at drive Nico og jeg fra hus og hjem. 

Løsningen er blevet to reolkasser fra Idémøbler, som jeg har stablet ovenpå hinanden; aldeles sparsomt, nemt og hurtigt. Jeg nyder at kunne fylde dem med nykøbte bøger - omend det nok ikke varer længe, før der atter ligger bunker af paperbacks rundt omkring igen. 

En ode til papirromantik

Følelsen af en tung bog, som hænderne knap nok kan holde; eller følelsen af en fjerlet bog, hvor siderne nærmest flyver forbi. Duften af en gammel bog fundet i en støvet afkrog i den lokale genbrugsbutik, eller en biblioteksbog med kragetæer og noter i sidemargen, eller en helt splinterny bog endnu indpakket i plastic med fuldstændigt urørte sider. 

Tilfældige mennesker i bussen, i toget, på bænken i parken, med en bog holdt beskyttende op foran deres ansigt; man forbipasserer dem på et minimalt øjeblik, men tager sig alligevel tid til nysgerrigt at undersøge, hvad det er, de læser.

Smukke læderindbundne bøger med guldtryk, slidte og højt elskede paperbacks købt for en 10'er, barndomsbøger med klassiske illustrationer på forsiden, der nærmest får hjertet til at smelte i en kærlig taknemmelighed, stofindbundne herligheder med udtværet tryk, lyserøde og pastelblå bogrygge og bøger så små, de nærmest kan passe i lommen. 

Lyden der kommer af at vende siderne og bladre, den langsomme knitren og den aggressive og utålmodige kamp med sider der hænger sammen. At bladre frem og læse den sidste sætning, eller at bladre tilbage og læse den første. At slå op i noterne for at opfriske, hvad det nu helt præcis er, en "landuette" er, eller at læse forordet til sidst, i stedet for at læse det først.

De forskellige og yndige skrifttyper, til tider ulæseligt, nogle gange med smukke kunstfærdige begyndelsesbogstaver, andre gange helt småt og udtværet, og sommetider designet til små børn med store bogstaver og læsevenligt design. 

Sporet af en tåre et rørende sted i Jane Austens "Persuasion", pletten efter ivrige chokoladefingre i den første Harry Potter bog, æselørerne i Whitmans digtsamling, et glemt bogmærke i "Gullivers Travels" fra der hvor man sidst gik i stå og opgav, små tegninger forårsaget af kedsomhed i dansk timen i 9. klasse i den "Nordkraft" som man glemte at aflevere tilbage, og en understreget passage i "Emily på Månegården" som man til sidst havde læst så meget, man lærte den udenad. 

At befinde sig i en bogbutik af den gamle antikvariske slags med bøger fra gulv til loft, eller en pertentligt arrangeret kædebutik med fast inventar og dog alligevel en rodekasse med tilbud på finurlige fund. At have reserveret en enkelt bog på biblioteket, og forvilde sig indimellem de mange reoler derinde, og som en opdagelsesrejsende i et fremmed land udforske og opdage alverdens skatte, og som resultat vandre ud fra biblioteket med flere bøger, end man overhovedet kan bære. Sådanne steder emmer af historie og mystik, og man får en fornemmelse af højtidelig historie, når man spejder rundt blandt de mange bøger. Jeg var engang i en bogbutik i Paris, hvor Hemingway efter sigende skulle have holdt til. Væggene, gulvene og bøgerne vibrerede med en atmosfære af fantasifulde forestillinger og illusioner. Hver gang jeg rørte ved noget, spekulerede jeg intenst på, om Hemingway mon også havde ladet sine fingre glide forbi i en tilfældig rastløs bevægelse.

Et smukkere syn end en bogreol findes ikke, og slet ikke hvis bøgerne blot står tilfældigt smidt ind uden orden eller system. De mange farver danner en regnbue, og de forskellige og varierende højder giver et skødesløst og dog intellektuelt udtryk. Jeg forestiller mig Sherlock Holmes' bibliotek som et stort kaotisk miskmask af bøger, i komplet kontrast til Belle's perfekt opstillede reoler. Jeg aner ikke, hvad jeg bedst kan lide. En bogreol holder et hjem sammen, og intet andet sted finder jeg tydeligere bevis på, hvem det egentligt er, jeg besøger, end i den. 

Bøger indeholder historier, men de fortæller dem også selv.

Jeg har ved min opgaveskrivning om Penguin books erfaret, at Penguin skal fusioneres med Random House som følge af den voksende krise indenfor bogbranchen forårsaget af e-bøger og det medfølgende prispres. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan e-bøger nogensinde skal kunne erstatte ægte, massive og håndgribelige bøger. Det går ud over min forstand.

Currently reading #6

Min taske bugnede og var proppet til randen forleden dag, da jeg traskede hjem fra biblioteket i januars trivielle gråvejr. Tilsyneladende er jeg ikke i stand til at genkende logiske begrænsinger, når jeg befinder mig på et bibliotek og er omgivet af stakkevis af lokkende bøger. 

Jeg har for nyligt lånt hele "A Series of Unfortunate Events" serien af Lemony Snicket med hjem. En skør og fantasifuld børnebogsserie, som kan sammenlignes med Roald Dahl's absurditeter. En lang perlerække af bøger, som lovpriser det skøre, groteske, komiske og ironiske, fortalt af en meget tilstedeværende og levende fortæller, som efterlader mig med en følelse af hjemlig højtlæsning. 

Jeg er i skrivende stund i færd med at læse den tredje bog i serien, og jeg nyder hvert et ord. Bøgerne er så alsidige, morsomme og let-læselige, at der knap nok går halvanden time før hver en side er vendt og læst, og man kan finde den næste bog frem fra bunken. 

Den skøre historie kan anbefales til enhver, der har en forkærlighed for finurlig historiefortælling og skæve karakterer med en mangfoldighed af finesser og særheder. 

I kan, som altid, følge med i mine vurderinger og anmeldelser af de bøger jeg læser på Goodreads. I finder mig lige her. 

Fra mig, til mig

Ved slutningen af hver ulidelig eksamensperiode, har jeg efterhånden gjort det til en lille tradition og regel, at jeg må købe en lille ting til mig selv. Det er en sød gestus, og en fin måde at give sig selv et velfortjent skulderklap på. "Tillykke, du klarede dig igennem endnu engang". 

Denne gang kunne jeg ikke modstå en kjole fra H&M med en yndig blondekrave. Desuden forledte opgaveskrivningen om Penguin Books mig til at erhverve tre bøger fra deres "English Library" serie, og en bog fra deres "Drop Cap Classics" serie. Jeg kunne slet ikke forestille mig en bedre belønning.

Currently reading #5

Efter at have siddet med hamrende hjerte og angstfremkaldende stress med næsen nede i tykke fagbøger med komplicerede diagrammer og modeller med et uoverskueligt kludder af pile frem og tilbage, samt søvnfremkaldende teorier, har jeg længe trængt til noget fornøjeligt at læse. Noget let, simpelt og frem for alt; selvvalgt.

Af samme grund er jeg netop igang med at læse disse bøger, som uden tvivl er udpræget chick-lit. Normalt er det ikke en genre, jeg gør så meget i, men til fjerlet fornøjelse og distraktion, er det det perfekte valg. 
Jeg har hørt mange lovprisende ord om Jojo Moyes, og jeg ser frem til endelig selv at kunne opleve hendes følsomme skriverier. Jenny Colgan og hendes lyserøde cupcake-univers har længe fristet mig med dets søde og helt ligetil handlingsforløb. Jeg glæder mig sådan til at komme igang med læsningen.

En produktiv morgen

Godmorgen. Eller morgen er nu så meget sagt, eftersom jeg har været oppe siden klokken fire for at skrive opgave. Men nu er jeg også færdig med hele to opgaver, og kan derfor læne mig veltilfreds tilbage og nyde en fridag, inden jeg får en ny opgave udleveret igen imorgen. 

Da jeg satte det sidste punktum i min opgave bredte roen sig over hele min krop og sind, og jeg kunne ånde lettet op. Det var den bedste følelse i verden. Nu sidder jeg udmattet efter en intens morgentræning, og spiser lidt frugt, altimens jeg har fundet en af mine absolutte yndlingsbøger frem. "Paper Towns" af John Green. I disse dage hvor jeg er så træt og uoplagt, har jeg ikke energi til at starte på nye bøger, så i stedet finder jeg glæde i at genlæse gamle favoritter. Det virker så uoverskueligt at skulle forholde sig til nye karakterer og plots. Kender i det?  Dagen idag skal blot nydes, og jeg ved, den vil forsvinde alt for hurtigt væk i horisonten. Men jeg vil udnytte den fuldt ud, smile over synet af et yndigt citat i min morgente, fordybe mig i bogens velkendte univers, og måske endda se en Disneyfilm i aften, som et sødt kirsebær på toppen af det hele. 

Currently reading #4

Der er ingen tvivl om, jeg er en vaskeægte julegris, og min umættelige kærlighed til sæsonen har således også sneget sig ind i min læsning. "A Christmas Carol" er selvfølgelig nærmest obligatorisk læsning op til jul, og selvom jeg har læst historien talrige gange (og set et stort bundt filmatiseringer), bliver jeg aldrig træt af det udødelige og hjertevarmende budskab, samt den traditionsrige tilgang til den smukkeste højtid.

Dette er dog første gang, jeg også læser nogle af Dickens' andre juleskriverier, og jeg har allerede fundet en ny julefavorit i hans essay "Christmas Festivities", som mere anslår en tone og maler en stemning end den fremstiller et egentligt scenarie. 

Bøger som denne skal naturligvis læses med en stor kop varm kakao akkompagneret med en skål med pebernødder, tykke hyggesokker, og ild i pejsen (hvis man da bare havde en). Det er en finurlig form for selvforstærkende hyggeri, og jeg får aldrig nogensinde nok af den slags.

Husk forresten at i altid kan følge med i mine læseeventyr på Goodreads, som jeg er begyndt at bruge og opdatere flittigt. I finder mig lige her. 

Currently reading #3

Denne bog er som ingen anden. Den minder mig ikke om noget, jeg har set eller læst før; jeg har aldrig stødt på dets lige, og kommer nok heller aldrig nogensinde til det igen. Der er nemlig tale om den helt særlige læseoplevelse, der dannes af en i sandhed original og nytænkende idé. Mødepunktet mellem frigjort fantasi og ægte inspiration, samlet i en smukt indbunden bog.
Hvad der fascinerer mig allermest ved denne roman er afgjort dens udtryksform. Der er tale om den perfekte forening mellem billeder, tegninger og ord. Kun halvdelen af bogen består af faktiske bogstaver - den anden halvdel er udgjort af blyantsstreger. Og hvor usandsynligt det end lyder, fuldender og supplerer de to virkemidler hinanden perfekt. Der er tidspunkter hvor illustrationerne rent faktisk erstatter sætningerne, og fortæller en akkurat ligeså tydelig og detaljeret historie, som triumferer der, hvor ordene normalt slet ikke slår til. På den måde bevæger bogen sig langt udover det sædvanlige; den bryder med sin egen form, og sprænger rammerne for hvad en roman normalt ellers er i stand til. 
Selve fortællingen og handlingsforløbet er bestemt også beundringsværdigt. På én gang fortælles der en historie om en forældreløs og ensom dreng, og hans desperate jagt på opklaring og bearbejdning af sin sorg, og en helt anden historie om hyldesten af kunsten i sin reneste form. Desuden eksperimenterer forfatteren med en meget smuk livsanskuelse, af tilværelsen gjort op i mekaniske systemer af møtrikker, tandhjul og skruer; som en slags uundgåelig, forudsigelig og dog fuldstændig tidsafhængig skæbnesberetning.
Jeg har endnu ikke færdiglæst bogen, omend siderne forsvinder hurtigt mellem mine hænder. Jeg forsøger at trække det lidt ud og i stedet nyde den enestående læseoplevelse, som jeg ved aldrig nogensinde kommer igen. Jeg forsøger at forhindre historiens ur i at gå i stå og derved langsomt tone ud i horisonten, som endnu en titel i stakken af læste bøger og sluttede fortællinger.

Åh!

Lige siden jeg afleverede mit BA-projekt i starten af september, er det blevet et dagligt ritual at tjekke min mail med hamrende hjerte og voldsom frygt, morgen, middag og aften. Efterhånden som dagene og ugerne er gledet stilfærdigt forbi uden den ventede mail, er min nervøsitet vokset og vokset til helt ukontrollerbare højder. For hver dag der er passeret, har min afleverede opgave vist sig at være mere og mere mangelfuld, og jeg har fundet flere og flere fejl. Det har nærmest været tortur. 

Men igår! Igår tjekkede jeg som sædvanligt min mail, og pludselig var dén der! Og med ét blev al angsten fortryllet om til ren lykkejubel. Jeg har nemlig fået et yndigt 10tal. Og jeg er så fuldstændig overvældet, lettet og stolt. Det er langt bedre, end jeg havde turde håbe på. Hele dagen igår sad jeg bare med et stort smil klistret fast på mine læber; jeg kunne simpelthen slet ikke lade være. 

Og nu fejrer jeg det, ved at læse den bog, mit BA-projekt omhandlede. "Persuasion" af Jane Austen. Det er den absolut smukkeste historie, jeg nogensinde har læst. Det er min absolutte yndlingsbog. Den er desværre blot så undervurderet, og oftest læser folk "Emma" eller "Pride and Prejudice" i stedet for. De er bestemt også gode, men "Persuasion" er den bog, der har fået mig til at tude (meget, og mange gange), til at gispe, og til at juble. Den rører mig hver evig eneste gang, og jeg bliver lige chokeret og forbløffet over dens virkning ved hver gennemlæsning. Læs den. Jeg kan slet ikke anbefale den nok. 

Currently reading #2

Der er så mange bøger, jeg gerne vil læse, og dog så lidt tid til at læse dem i. Jeg har faktisk en "bog-liste" fyldt med titler, jeg ønsker at kigge nærmere på. Den er noget lignende uendelig; for hver gang jeg får læst en bog, er der mindst ti andre, jeg kommer i tanke om, jeg også vil læse. Det er egentligt også fint nok, for på den måde løber jeg aldrig tør for læse-inspiration.

Den meget omtalte "Jordens Søjler" af Ken Follett har efterhånden hjemsøgt min bogreol adskillige gange. Jeg har fået den anbefalet af rigtig mange begejstrede læseheste (deriblandt også min mor), men har aldrig rigtigt haft tiden eller lysten til at begynde på den. Men nu er jeg langt om længe gået igang, og er allerede nået over halvvejs i den tunge mursten. Jeg er endnu lidt splittet mellem dyb begejstring og store spørgsmålstegn, men om ikke andet er jeg underholdt, og bogen virker meget lovende. 

Det næste læseprojekt på min liste er - den mindst ligeså omtalte - "Hulebjørnens Klan" af Jean M. Auel. I lang tid har det irriteret mig, at jeg tilsyneladende er den eneste i verden, som endnu ikke har læst den; så jeg har besluttet, at bruge de sidste feriedage på at granske de første ord, og vende de første sider i den nærmest sagnomspundne beretning. 

Det er jo faktisk også det, efterårsferien er bedst til; timevis af læsning og komplet fortabelse i fiktive og fantasifulde universer. De kolde oktoberdage er som skabt til at gemme sig bag tykke mure af slidte paperbacks. I hvert fald efter min mening. 

The Casual Vacancy

Jeg tror det væsentligste kriterium for at elske Rowlings seneste roman, er den tilgangsvinkel og de forventninger, man nærer inden overhovedet at have læst den første linje. Jeg tror vigtigheden af, ikke at forsøge at gætte, hvor romanen bærer henad er helt essentiel. Og altafgørende.

Den dybtrøde bog med de hidsige gule og sorte kontraster indeholder nemlig ikke et spor af magi. Ikke det mindste sandkorn af tryllestøv har forvildet sig ind i plottet og handlingen, og sproget indeholder end ikke det mest simple trylleord. Karaktererne er hverken sagnomspundne eller heltemodige; snarere tværtimod. 

I stedet er romanen gennemsyret af et råt - og til tider kynisk - verdenssyn, med en ironisk distanceret fortællerstemme. Det usle, gemene og frem for alt; det menneskelige, er hvad der er i fokus. For dette er en roman, der søger at fremstille dens karakterer og miljø fra et realistisk og ufiltreret synspunkt. Ingen karakter er gennemført god eller gennemført ond. Alting er farverigt nuanceret; alting har flere sider.

Der er på ingen måde tale om en latterspredende læseoplevelse med en oplysende og meningsgivende pointe. Snarere er meningsløsheden hele moralen med historien; samfundets uretfærdige og blinde kaos er det sande omdrejningspunkt. 

Rowling har med romanen formået at skildre en lille brøkdel af virkeligheden med hendes beundringsværdige - og famøse - skrivestil og billedsprog. Med et virvar af metaforer og sarkastiske bemærkninger, kastes læseren forvirret rundt i en politisk manege. Ikke alene beretter bogen om enkelte skæbner - den maler et tydeligt og dybdegående portræt af helt samfund. 

Jeg nød bogen. Jeg nød det helt uforudsete skift i Rowlings skrivestil. Jeg nød at følge mange hovedpersoner og stemmer på én gang. Til tider spekulerede jeg en smule over, hvorvidt Rowling karikerede det uvidende snæversyn i en for aggressiv grad, men nåede til den konklusion, at det blot understregede budskabet tilpas tydeligt.

Jeg nød at blive overrasket. 

Currently reading #1

Jeg kan slet ikke forstå, jeg endelig sidder med den i hænderne; bogen jeg har ventet på, lige siden den blev annonceret. Bogen jeg har glædet mig til, før jeg overhovedet anede, hvad den hed, eller hvad den handlede om. Udelukkende kun på grund af forfatteren. J.K. Rowling - en levende legende. 

Der er få, jeg beundrer så glødende og inderligt som hende. Ikke så meget på grund af, hvad hun skrev, men mere på grund af hvordan hun skrev det. Så fuldstændig udpenslende og gennemtænkt helt ned til mindste, tilsyneladende ubetydelige, og mikroskopiske detalje. Og alle disse finurlige detaljer eksisterende side om side med et så uhyggeligt præcist og overblik, som tilføjede mening til selv den mest tilfældige episode forlængst forsvundet i læserens hukommelse. Med yderst opfindsomme metaforer, et personligt og varmt humoristisk sprog, vandt hun mit hjerte. Og min barndom. 

Og nu sidder jeg atter og krammer en bog med hendes navn påtrykt. Jeg er fyldt af et  flaksende virvar af sommerfugle og forventningens uundgåelige glæde; med udsigten til et fornøjeligt gensyn med de forunderlige formuleringer og sproglige finesser, der netop kendetegner Rowlings forfatterskab i mine øjne.