Home again

Julen er forbi, og jeg er atter hjemme igen. Lejligheden er helt musestille, og ser en smule forsømt ud, efter det glitrende julepynt er taget ned, og de røde julestjerner visnet ligeså langsomt hen i et sagtmodigt forfald. Men alligevel nyder jeg roen en smule, og glæder mig inderligt til, at Nico snart træder ind af døren.

Indtil da fryder jeg mig over synet af mine overvældende fantastiske julegaver. Jeg føler mig lidt ligesom et lille barn igen; jeg kan slet ikke lade være med at kigge beundrende på de mange fine ting, og stryge kærligt over de blanke og perfekte overflader. 

Så her sidder jeg; med en ny striktrøje på, og en åben digtsamling i skødet. Foran mig ligger bjerge af helt urørte bøger, film endnu indpakket i plastic og en ny Mumi-skål fyldt op med de sidste julegodter. Jeg glæder mig sådan til at tage det hele i brug, og sende varme tanker til de skønne givere. 

-

Juleaften var fantastisk, og jeg lå først i min seng klokken to om natten med fyldt mave og et let hjerte. Dagen efter var det atter tidligt op, og med alt for lidt søvn ventede en julefrokost med god mad og bedstemors sønderjyske kaffebord. Derefter trillede vi atter hjem, sov en time og gjorde klar til middag med mine halvsøskende. Endnu engang kom jeg alt for sent i seng, og endnu engang var det med et smil på læben, jeg faldt i søvn. 

Idag har jeg ligeså været tidligt oppe, læst en bog færdig, lyttet til Rasmus' blide spinden, set en film med min mor og haft besøg af en kær veninde. Disse juledage er vældigt travle og helt proppet til bristepunktet med aftaler og gensyn. Men jeg nyder det, for intet er bedre end at være omgivet af dem, man holder allermest af. 

Glædelig jul!

Småkagerne er bagt og dekoreret med et sirligt lag glasur, træet er hentet ind og glitrende guirlander og gamle glaskugler fra barndommens tid er påhængt. Sneen er faldet, og den er allerede smeltet igen. Rasmus har vandret forvirret rundt og stirret fascineret op på kravlenisserne, og snuset adskillige gange til det velduftende grantræ. De sidste sløjfer på gavebåndene er bundet, og 'til' og 'fra' kortene udfyldt med en lidt for flydende kuglepen. Bordene er dækket med den traditionelle guldfarvede juledug, æbleskiverne er i ovnen, og huset giver ekko af radioens uendelige cirkulation af catchy julesange.

Og nu venter vi bare. Vi venter på at gæsterne skal komme, at småkagerne skal spises og gavebåndene løsnes op. Vi venter på Disney's juleshow, på flæskesteg og på glade ansigter. Vi venter på at drille hinanden med at stjæle pakker i pakkeleg, på at vinde mandlen og på at vælge den første julesang til juletræsdansen. Vi venter på at samles, på at mødes og på at genses - vi venter på at snakke, på at grine og på at fjolle. Vi venter på at føje endnu en fortryllende jul til mindebogen, og det hele begynder lige om lidt.

Glædelig jul kære læsere. Uanset hvor i befinder jer, eller hvad i laver, håber jeg i får en vidunderlig jul. Det fortjener i nemlig! 

Currently reading #4

Der er ingen tvivl om, jeg er en vaskeægte julegris, og min umættelige kærlighed til sæsonen har således også sneget sig ind i min læsning. "A Christmas Carol" er selvfølgelig nærmest obligatorisk læsning op til jul, og selvom jeg har læst historien talrige gange (og set et stort bundt filmatiseringer), bliver jeg aldrig træt af det udødelige og hjertevarmende budskab, samt den traditionsrige tilgang til den smukkeste højtid.

Dette er dog første gang, jeg også læser nogle af Dickens' andre juleskriverier, og jeg har allerede fundet en ny julefavorit i hans essay "Christmas Festivities", som mere anslår en tone og maler en stemning end den fremstiller et egentligt scenarie. 

Bøger som denne skal naturligvis læses med en stor kop varm kakao akkompagneret med en skål med pebernødder, tykke hyggesokker, og ild i pejsen (hvis man da bare havde en). Det er en finurlig form for selvforstærkende hyggeri, og jeg får aldrig nogensinde nok af den slags.

Husk forresten at i altid kan følge med i mine læseeventyr på Goodreads, som jeg er begyndt at bruge og opdatere flittigt. I finder mig lige her. 

Inden jul

Disse dage flimrer hurtigt forbi med lynets hastighed, men tid er der masser af, og jeg bruger den på bedst tænkelige vis. De små glæder er vokset til store glæder, og gåture i Odenses gågade under glitrende lystæpper efter mørkets frembrud, kys under misteltenen, hjerteformede pandekager lavet af verdens sødeste mand, hurtigt vendte sider i tykke bøger, sidste øjebliks impulsive gavekøb og omhyggelig indpakken i knitrende gavepapir med kulørte bånd, duften af brændte mandler, lange morgener med sammenflettede tæer under dynens uimodståelige varme, små søde overraskelser af omtanke fra dem man ventede det allermindst, lyden af regn mod ruden, tændte stearinlys og lyskæder, forventningsfuld planlægning af nytårsaften, og en kildrende glæde til juleaften omgivet af verdens bedste familie, hører blandt de ting, der tryller smilet frem på min læber.

Jeg glædes og glæder mig over de små ting, der gør disse sidste juledage så fortryllende varme, selv i minusgradernes kulde. 

Aftenvirvar,

Trætheden føles som en blytung byrde bag mine øjenvipper, truende med mine øjenlågs endelige kollaps hvert sekund, det skulle være. Og dog passerer tiden, minutterne tikker langsomt forbi, og søvnen finder mig ikke.

Jeg er alene i aften; helt alene. Og alle lyde foruroliger mig. Hvert et fodtrin på opgangens trapper giver genlyd og skaber et ekko af forskrækkelser, som gentages om og om igen. De mest familiære lyde, såsom printerens summen, min underbos gennemtrængende grin og loftets uundgåelige knirken får mit hjerte til at fare op i min hals, og forvandler min vejrtrækning til en anstrengt, og nærmest desperat, higen efter vejret. Jeg er bange. Helt irrationelt bange, som et lille barn der krummer sig sammen for nattens talrige monstre. Bortset fra at jeg slet ikke er et barn, og det endnu ikke er nat.

Jeg ved ikke, om det skyldes, at jeg netop har færdiglæst en malerisk bog om dæmoner, vampyrer, forhekselser, drab og korruption, Nicos fravær, eller blot den faretruende malstrøm af tanker, jeg så nemt falder ind i for tiden. 

I hvert fald forsøger jeg at overdøve stilheden med en smuk sang fra mit yndlingsband; helt spritny og dugfrisk. Lifehouses album "Almería" udkom i sidste uge, og selvom jeg ikke er ovenud begejstret eller imponeret, finder jeg dette lille stykke musik ganske beroligende og tankebedøvende.

Mere adventshygge

Sneen er langsomt ved at svinde ind, og jeg længdes med dybe suk efter endnu et lag til at indhylle tagene på ny og dække de genopdagede græspletter. Himlen er grå og min telefon melder om tre grader og et snarligt regnvejr. Der er al mulig grund til at blive indendøre.

Så det gør vi. Jeg gemmer mig i en stor strik, og Nico trasker rundt i de sutsko, jeg har givet ham i dagens kalendergave. Vi har tændt adventslys, fyldt en skål med slik, og pakket adventsgaver fra vores mødre op. Jeg fik Scrabble - hvilket med øjeblikkelig uundgåelighed kastede os ud i en længevarende dyst, fyldt med panderynker, suk, sammenknebne øjne, smil og fnis. Nico vandt og hoverede grumt, og jeg gav skylden på alle mine dumme x'er, z'er og c'er. Han har grinet af mig hele formiddagen, men jeg er sikker på, jeg snart får revanche.

Nu laver han de sidste lektier til mandagens snarlige strabadser, og jeg er synket ned i sofaen med en bog. Eftermiddagen skal bruges på konfekt og bagning; som vores lille tradition pålyder. Åh, hvor jeg elsker adventssøndage. 

Et uimodståeligt køb

Jeg har mange materielle svagheder. Sløjfer og blonder, læderindbundne bøger, hvide sommerkjoler, sølvlysestager, dekorative notesbøger, MAC læbestifter, mumi-krus og eventyrsfilm, blot for at nævne nogle få. Mit seneste køb kombinerer to af mine allerstørste passioner; Disney og varm strik. Jeg behøvede blot at kaste et enkelt blik på fine trøje, før jeg vidste, jeg intet valg havde. Den var uimodståelig.

Jeg fandt den ganske tilfældigt i H&M, og eftersom den både fandtes med print af Tigerdyr, Andersine, Mickey Mouse samt Lady og Vagabonden, tilbragte jeg ti minutter i dybe trancelignende overvejelser, over hvilken der skulle med mig hjem. 

Jeg endte med det glædesbringende motiv af den sky og blufærdige Lady, og den beundrende og kærlighedsramte Vagabond. Jeg er ikke sikker på, om det var tanken om filmen bag eller den populære bourdeauxrøde farve, der gjorde udslaget. Måske var det begge dele. I hvert fald er jeg ganske tilfreds med erhvervelsen, og ser frem til varme hyggestunder i verdens sødeste og mest komfortable strik.

Instagram #3

Omend jeg ikke altid når at nedskrive mine hverdagssyslerier på bloggen, opdaterer jeg stadig på livet løs på Instagram. Ingen øjeblikke er for små, ingen aktiviteter for trivielle til at blive flittigt billeddokumenteret derinde. Hvis i vil følge mig på Instagram, kan i finde mig under navnet 'Cinderellla'. 

1: Bambi-nattøj og katte-sutsko synes nærmest at være min uniform i disse kolde dage. Nogle dage ifører jeg mig slet ikke andet - grundet både dovenskab og hyggetrang.

2: Aftenstemning, fra mit kære soveværelse. Jeg nyder at tænde lyskæden og kravle under dynen med en god bog. 

3: Hvad gør man, når verden synes trist og grå, og tanker trænger sig på i et kaotisk virvar? Man finder sine yndlingsbøger frem og glemmer alt om tid og sted, for en stund. Det virker i hvert fald altid for mig.

4: Stirrekonkurrence og kedsomhed.

5: Den 2. december vågnede jeg op til denne smukke udsigt set fra mit køkkenvindue. Odense er så køn, når byen er snebelagt. 

6: En sød pakkegave fra Nico. Han giver mig sådan nogle søde og betænksomme gaver, og jeg synes det er så fint, at have lidt at pakke op hver dag. 

7: Den årlige tøsejulefrokost blev holdt i smukke Sarahs lejlighed, og hendes kære hund Samson fulgte opmærksomt med i løjerne. 

8: Jeg har fundet de yndigste julekort, og har allerede udfyldt dem med hjertelige ønsker til mine næreste. 

9: Et livsbekræftende citat.

10: Et helt dugfriskt billede fra imorges. Jeg var på vej ud i kulden, og Nico var knap nok stået op. Lidt fjolleri og kys under misteltenen blev det dog til, og der gik længe inden jeg fik mig slæbt mig ud af døren. 

12.12.12

Tolv er mit lykketal, så jeg lod mig rive med af den facebook-hærgende kliché, og brugte den ejendommelige dato som overskrift. En sjælden perlerække af tolvtaller, kan umuligt gå helt ubemærket hen.

Idag har solen stået højt på en perfekte lyseblå himmel, og kastet et finurligt gyldent skær gennem mine snavsede stuevinduer. Med flyvske tanker begyndte jeg langsomt at danne forræderiske illusioner om smeltende sne, varme og plusgrader. Og pludselig stod jeg så dér, midt ude på gaden, på decembers hidtil koldeste dag med en forfrossen næse, røde kinder og en tvivlsom balancegang. 

Dagen var dog hver et kuldestik værd; de store snedynger tronede endnu majestætisk, og reflekterede så smukt i solen med et virvar af glitrende frostperler. Mit kamera kunne slet ikke fange eller fastholde det mangfoldige farvespil og de uundgåelige tankeassociationer til klare stjernenætter og funklende diamanter. Det var så yndigt.

Nu er jeg atter trygt inde i den varme lejlighed, og nyder en anden slags lysspil fra talrige stearinlys og en nyligt ophængt lyskæde. Jeg er alene hjemme, og vil benytte anledningen til at se en sød mini-serie, af den slags som Nico helt bestemt ville hade. Alt imens suser bilerne forbi udenfor, mine underboere skændtes højlydt og endnu en sælsom decemberaften er påbegyndt.

Forresten, idag er jeg dagens julegæst på Anne-Mettes fine blog. I kan derfor læse en smule om mine juletraditioner, gaveønsker og oppyntning lige her. 

Hjemlighed

Der er intet så beroligende, som at komme hjem til sin mor. Især ikke når ens mor bor langt ude på landet, i en lille separat verden omgivet af en stor ubrydelig tryghedsboble. 

Der bliver pludselig tid og luft nok til at trække vejret frit, til at ligge timevis i sengen om morgenen med en spindende kat ved ens side, tid til at grine over fjollede replikker i de gamle 'Lille Per' film, tid til at bage, tid til at beundre jeg-ved-ikke-hvor-gammel julepynt, og tid til at synke ned i fortidens beskyttende nostalgi, og mindes de glade barndomstimer tilbragt med de selv samme syslerier.

Jeg kan ikke holde ud, når der går alt for længe mellem mine besøg. Jeg holder aldrig op med at elske at tage en lille virkelighedsflugt herhjem. Det fylder mig altid med energi og glæde.

Juletræsekspeditionen

Sommetider kan man slet ikke se skoven for bare træer, og netop sådan havde vi det idag, da vi skulle udvælge årets helt perfekte juletræ. Den kritiske udvælgelsesproces trak i langdrag, og jeg nåede at få helt forfrosne tæer, og en snøftende rød næse. Men til sidst fandt vi det; tilpas stort, voluminøst og lige præcis den rette dybtgrønne farve.

Nu er vi atter hjemme igen, jeg har fået tørre - og tykke - sokker på, og sidder netop og varmer mig over et krus varm kakao. Lige om lidt skal jeg igang med en smule bagning, og til aftensmaden venter en stor portion risengrød. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre anden søndag i advent, end lige her, i familiens skød. 

Den årlige tøse-julefrokost

Denne weekend tilbringer jeg i Jylland. Egentligt havde jeg knap nok tid til at rejse fra Odense, og rive en hel weekend ud af kalenderen, men jeg betænkte mig alligevel ikke mere end få sekunder. Der var nemlig tale om en af den slags begivenheder, jeg på ingen måde kunne gå glip af. Ikke syv vilde heste ville kunne holde mig væk.

Hvert år siden 2009 har jeg og syv fantastiske veninder fra handelsskolen nemlig holdt julefrokost den anden fredag i december. Traditionen startede som en ganske almindelig undskyldning for en sjov og hyggelig festaften, men efterhånden som tiden, uddannelserne og geografien langsomt har skilt os ad i hverdagen, er den årlige fastlagte dato blevet et uundgåeligt og kærkomment samlingspunkt. Vi mødes, og alting er som før; snakken går lystigt og alt det forsømte indhentes. Det er så dyrebart at have den slags venskaber i sit liv; venskaber som blot står helt stille i en verden af evig forandring.

Igår tog jeg således afsted, og havde en enestående aften i det bedst tænkelige selskab. Snakken gik lysten, maden smagte skønt, vi spillede pakkespil, konkurrerede i Tegn & Gæt (og jeg tabte stort), fjollede, grinede og skabte os til den store guldmedalje. Idag har jeg ligeledes tilbragt dagen med de kære hjertebørn, og vi har set film og været ynkelige hele dagen. Akkurat som vi plejer. Jeg elsker den tradition; og jeg håber den varer ved længe endnu. Jeg er så taknemmelig for, at jeg ganske tilfældigt i min handelsskoletid, snublede over så vedvarende og ægte venskaber, som disse.

(Jeg ville ønske jer, jeg kunne vise jer mange og fine billeder fra igår. Men ak! Jeg glemte mit kamera, og måtte derfor stjæle lidt af de andres billeder. Dette var de eneste, nogenlunde anstændige og ikke alt for mærkelige, billeder jeg kunne grave frem.)

Blandet;

Sneen glitrer lidt endnu, og som en skade er jeg tiltrukket af det funklende og reflekterende skær; jeg går lange ture med en vinterkold snude, og læser Jane Austen på min lille og akkurat tilpassede plads i køkkenets vindueskarm. 

Jeg har fået købt de sidste julegaver, og er dermed helt rigtigt og officielt færdig. Det er rart, men det bedste er nu følelsen af, man har købt det helt rigtige, til dem man holder af, og at man derved vil glæde dem, der nu fortjener det så inderligt meget. 

Nico fik igår en snespray af mig i dagens pakkekalendergave, og den er allerede blevet brugt flittigt; både af os, og af vores gæster. Samtlige vinduer er nu klistret helt til med skøre beskeder og grimme kragetæer, og vi får latterligt meget sjov ud af det, omend det lugter afskyeligt, og vinduerne nu er klistret helt ind i det fedtede stads.

Lige nu er jeg ved at vende de allersidste sider i "Sense and Sensibility", og venter utålmodigt på Nico kommer hjem. Vi skal nemlig ned og handle rigtig lækkert ind til god mad og filmaften, i aften. Det bliver rart.