Aftenvirvar,

Trætheden føles som en blytung byrde bag mine øjenvipper, truende med mine øjenlågs endelige kollaps hvert sekund, det skulle være. Og dog passerer tiden, minutterne tikker langsomt forbi, og søvnen finder mig ikke.

Jeg er alene i aften; helt alene. Og alle lyde foruroliger mig. Hvert et fodtrin på opgangens trapper giver genlyd og skaber et ekko af forskrækkelser, som gentages om og om igen. De mest familiære lyde, såsom printerens summen, min underbos gennemtrængende grin og loftets uundgåelige knirken får mit hjerte til at fare op i min hals, og forvandler min vejrtrækning til en anstrengt, og nærmest desperat, higen efter vejret. Jeg er bange. Helt irrationelt bange, som et lille barn der krummer sig sammen for nattens talrige monstre. Bortset fra at jeg slet ikke er et barn, og det endnu ikke er nat.

Jeg ved ikke, om det skyldes, at jeg netop har færdiglæst en malerisk bog om dæmoner, vampyrer, forhekselser, drab og korruption, Nicos fravær, eller blot den faretruende malstrøm af tanker, jeg så nemt falder ind i for tiden. 

I hvert fald forsøger jeg at overdøve stilheden med en smuk sang fra mit yndlingsband; helt spritny og dugfrisk. Lifehouses album "Almería" udkom i sidste uge, og selvom jeg ikke er ovenud begejstret eller imponeret, finder jeg dette lille stykke musik ganske beroligende og tankebedøvende.