Den bedst tænkelige start på dagen...

Den bedst tænkelige start på dagen må afgjort involvere en stor og mættende brunch med en sød veninde i en gemt krog på en hyggelig café, en masse snak, fjolleri og fortroligheder.  Gerne efterfulgt af en langsom slentren gennem gågaden med flere og flere knitrende plasticposer på slæb. Og på den måde kan den bedst tænkelige formiddag hurtigt transformere sig til den bedst tænkelige eftermiddag, med timer og minutter der blot tikker ubemærket forbi. 

Jeg har haft den skønneste dag i det skønneste selskab, nemlig med verdens bedste Sofie. 

Fra mig, til mig

Ved slutningen af hver ulidelig eksamensperiode, har jeg efterhånden gjort det til en lille tradition og regel, at jeg må købe en lille ting til mig selv. Det er en sød gestus, og en fin måde at give sig selv et velfortjent skulderklap på. "Tillykke, du klarede dig igennem endnu engang". 

Denne gang kunne jeg ikke modstå en kjole fra H&M med en yndig blondekrave. Desuden forledte opgaveskrivningen om Penguin Books mig til at erhverve tre bøger fra deres "English Library" serie, og en bog fra deres "Drop Cap Classics" serie. Jeg kunne slet ikke forestille mig en bedre belønning.

En uge

Jeg må erkende, jeg har forsømt bloggen, tiden er fløjet forbi, og det er nu en uge siden jeg sidst skænkede jer et nådigt livstegn. Jeg har faret rundt i pendulfart, og dog nydt mange stille stunder. Jeg har haft travlt, og alligevel slet ikke overhovedet. 

Jeg har læst i eventyrsbøger, endelig fået bugt med sygdommen, haft vennepar på besøg til Scrabble-dueller, tændt stearinlys som har efterladt spøgelsesagtige spindelvævsspor af dryppende stearin, set Birdsong med Nico (fantastisk mini-serie, og en endnu smukkere bog), haft besøg af min søster og læst til eksamen.

Imorges kl. 8 trådte jeg ind i eksamenslokalet, og forlod det igen akkurat tyve minutter senere, et 10tal rigere. Faget var 'markedsundersøgelse og -analyse', og jeg brød mig egentligt ikke så meget om det. Følelsen herefter er en skøn følelse af lettelse. Jeg er så glad.

Den slags skal naturligvis fejres, så Nico og jeg skal ud og have lækker mad i aften, og jeg har fået lov til at vælge en film til senere. Hverdagsforkælelse af den bedste kaliber. Indtil da vil jeg slæbe mig ind i soveværelset, og vente på at søvnens tiltrængte bølger skyller indover mig. 

Godnat. Og på gensyn. 

Hjemmebag

Nico og jeg havde et fælles nytårsforsæt i år: et dybtfølt ønske om at spise sundere. For mit vedkommende er det ikke et ønske om vægttab, men snarere et motiv for at tænke nærmere over, hvordan jeg behandler min krop. Jeg vil i særdeleshed gerne undgå e-numrene, så vidt som overhovedet muligt. Vi følger ikke en speciel kur eller kostplan, men har snarere sammensat vores egen efter personlige behov og almindelig sund fornuft. Og vi har spist så godt som aldrig før, de seneste par uger. Det kan varmt anbefales. 

Igår bagte vi både rugbrød og kage, og med så gode resultater, at jeg tænkte, jeg lige ville dele det. Begge opskrifter er paleo-venlige (omend det ikke helt er de principper, vi følger herhjemme). Jeg er på ingen måde kost-ekspert, og dette er på ingen måde en madblog - men jeg tænkte, lidt opskrift-deling kunne være en smule hyggeligt. Jeg fik i hvert fald nysgerrige forespørgsler på Instagram.

Først og fremmest bagte vi det lækreste kernebrød uden mel. Opskriften kan findes lige her, og er meget let at følge. Nico er helt ellevild med det, og synes faktisk det smager bedre end rugbrød. Jeg er også selv ret begejstret, og det er bestemt ikke sidste gang, vi har bagt den variant. 

Igår havde jeg også sådan en uimodståelig kage-trang. Jeg tror, det er en naturlig konsekvens af sygdom og træthed. Intet siger god bedring så godt, som en kage.

I hvert fald fandt vi en opskrift på "sunde brownies" uden smør, sukker eller mel. I kan finde opskriften lige her. Man kan sagtens supplere kakaopulveret med god mørk chokolade, hvis man foretrækker.  Det kan også anbefales at stille den i køleskabet efter bagning, da kagen har godt af at "stivne" lidt.

Jeg kan varmt anbefale kagen; den smagte intet mindre end himmelsk. En meget kraftig chokoladesmag med en blid eftersmag af kokos. Det var ren luksus - perfekt til en ynkelig sygedag.

Blandede mandagsbetragtninger

Idag var jeg tvunget til at tage del i omverdenen for første gang siden weekendens start. Jeg har bogstavelig talt slet ikke været udenfor en dør (eller min seng) i de sidste par dage. Derfor var det med tunge skridt og et endnu tungt hoved, at jeg slæbte mig væk fra min varme dyne. Men jeg kom afsted ned til lægen og fik min penicilin, hvilket forhåbentligt er lig med en snarlig bedring. 

Da jeg pludselig befandt mig nede i byen blev jeg lokket ned i H&M og købte en skøn strik på tilbud. Sådan noget må man nemlig godt, når man er sløj. Endvidere har kedsomheden også fået mig til at bestille en rekord-lille bogpakke inde på Amazon. Blot to bøger. Men lidt har jo også sin ret.

Ellers står min verden herhjemme komplet stille kun afbrudt af lange serier af nys og snøften. Jeg læser massevis af bøger, ser Gilmore Girls, drikker te, spiser rosiner og har ondt af mig selv. Nico siger jeg er ynkelig. Og det giver jeg ham lidt ret i.

Årets første sygedag

Sneen daler stilfærdigt ned udenfor, så den akkurat kun er synlig, når man kniber øjnene koncentreret sammen og bruger de røde murstensvægge som en kontrastskabende baggrund. Det føles lidt som et drilagtigt synsbedrag, usikkert og enormt skrøbeligt. Men ikke desto mindre, sner det en smule. 

Jeg er begravet under to dyner og et tæppe med morgentrætte øjne, feberrøde kinder og en snøftende næse. Jeg forsøger desperat at slå sygdommen på flugt med en lille samling af alle mine yndlingsbeskæftigelser; en kop kamillete, en skål appelsiner, en god bog og en Disneyfilm. Nico render forvirret frem og tilbage mellem soveværelset og hans lektielæsning i stuen, og spørger om der er noget jeg vil have, noget jeg mangler, eller noget han kan gøre. Jeg svarer for det meste nej, klemmer øjnene lidt i og iagttager atter de cirkulerende snefnug udenfor. 

Brugen af to Matas gavekort;

Jeg blev så lykkelig da jeg til jul, fandt ikke blot ét men hele to Matas gavekort under træet. Det første tog det mig ikke længe at bruge, og allerede i mellemdagene spadserede jeg ned i byen og købte min yndlingsmascara "Doll Eyes" fra Lancôme, en af Chanels fantastisk Illusion D'Ombre øjenskygger i farven "Illosoire" og en rosa Chanel neglelak i farven "Rose Caché". 

Men det sidste gavekort har jeg gemt, og grublet en del over. Jeg endte med at overgive mig delvist til min praktiske side og købe en hverdagsmascara fra Maybelline, som jo altid er rar at have liggende i skuffens gemmer i tilfælde af, man løber tør. Endvidere faldt jeg også over en pudsig øjenblyant til at give smokey eyes ligeså fra Maybelline. Den glæder jeg mig lidt til at lege med. 

Den sidste del af gavekortet blev brugt til endnu to Chanel neglelakker: en udefinerbar og reflekterende flaskegrøn "Peridot" og en støvet og diskret blå "Blue Boy". Jeg ved simpelthen ikke, hvad det er, men jeg elsker virkelig Chanels neglelakker så inderligt. De er definitionen af luksus og selvforkælelse, og jeg bliver i så godt humør af at tilføje flere til samlingen.

Omsorgsdag

Oprindeligt var planen, at min mor skulle komme på besøg i sidste uge. Men på grund af meget stressende eksaminer og stramme tidsplaner, blev jeg nødt til at aflyse det. Det gjorde faktisk en smule ondt på mig, for jeg ser min mor alt for sjældent, og savner hende alt for meget. Men så tilbød hun heldigvis at komme idag i stedet for.

Dagen startede således tidligt ud, kl. 8 imorges med rundstykker, varm kakao og lystig snak. Vi har altid så meget at tale om. Både de små finurlige ting, såsom hvilke bøger vi har læst på det seneste, den skøre ekspedient i Nettos seneste kommentar og en god aftensmad  vi fik forleden. Men også om de store ting og tunge bekymringer. Der er plads til det hele, og jeg værdsætter så inderligt altid at have en at betro mig til.

I løbet af formiddagen tog vi de tykke vinterstøvler på, og jeg fandt min fjollede Panda-hat frem, og sammen gik vi gennem det sneklædte landskab og udpegede yndige vinterscenarier for hinanden. Jeg fik også brugt de sidste gavekort fra julens gaveregn (men mere om det senere), og kigget en smule på butikkernes bugnende udsalg.

I skrivende stund har jeg netop sagt farvel til hende, og hun er atter på farten. Jeg føler mig altid lidt tom og lidt trist, når hun tager afsted. Men heldigvis kan jeg blot glæde mig til vi  ses igen. Forhåbentligt snart. 

Currently reading #5

Efter at have siddet med hamrende hjerte og angstfremkaldende stress med næsen nede i tykke fagbøger med komplicerede diagrammer og modeller med et uoverskueligt kludder af pile frem og tilbage, samt søvnfremkaldende teorier, har jeg længe trængt til noget fornøjeligt at læse. Noget let, simpelt og frem for alt; selvvalgt.

Af samme grund er jeg netop igang med at læse disse bøger, som uden tvivl er udpræget chick-lit. Normalt er det ikke en genre, jeg gør så meget i, men til fjerlet fornøjelse og distraktion, er det det perfekte valg. 
Jeg har hørt mange lovprisende ord om Jojo Moyes, og jeg ser frem til endelig selv at kunne opleve hendes følsomme skriverier. Jenny Colgan og hendes lyserøde cupcake-univers har længe fristet mig med dets søde og helt ligetil handlingsforløb. Jeg glæder mig sådan til at komme igang med læsningen.

Skønne lørdag

Igår da jeg sad til skriftlig eksamen, var jeg i en så dyb trance og hastig skriverytme, at jeg slet ikke ænsede, hvad der foregik omkring mig. Det var først efter tre timer, jeg kiggede ud af vinduet for første gang, og bemærkede det sneede. Store, massive flokke af snefnug  hvirvlede rundt i en kaotisk dødslignende kamp. Og det fyldte mig med inspiration. Med håb. Og med glæde. Sne er noget af det kønneste, jeg ved.

Idag har det også sneet, men med et roligere og mere dæmpet tempo; matchende perfekt til min salige fornemmelse i kroppen, forstærket af stearinlys, akustiske musiktoner og lyden af Nicos sutsko, der trasker rundt i lejligheden.

Jeg har tilbragt min første feriedag i en blå striktrøje og i godt selskab. Jeg har spist brunch med svigerfamilien, vendt de sidste sider i en god bog, og derefter vendt de første sider i en science-fiction roman, set "Brideshead Revisited", drukket varm kakao og taget en middagslur på Nicos brystkasse. 

Jeg kunne hurtigt vænne mig til feriedage som denne. 

“As much as life can suck, it always beats the alternative.”

Senere idag skal jeg op til min sidste eksamen i denne helvedesuge (pardon my french). Aldrig i mit liv har jeg oplevet noget lignende. I løbet af ti dage har jeg skulle lave to 10-siders rapporter, en 5siders markedsføringsplan, og læse og forstå 500siders faglitteratur om forbrugeradfærd. Jeg har simpelthen blot rendt forvirret rundt uden overskud eller overblik.

Jeg har dog nået det hele; omend jeg ikke er tilfreds eller specielt stolt af det, jeg har opnået. Man siger at hastværk er lastværk; og det kan jeg kun erklære mig enig i. Jeg har dog gjort mit bedste, og målet har ganske enkelt været at kunne holde tidsplanen. Hvilket jeg har gjort.

Men idag, klokken 13.00, er det hele overstået. Jeg bliver atter fri. Og jeg glæder mig sådan. Jeg glæder mig så usigeligt meget. Det første jeg gør, når jeg kommer hjem bliver uden tvivl at kaste mig ind i sengen, gemme mig under dynen, lukke øjnene og sove i fjorten timer. Jeg er i et så voldsomt søvnunderskud, at jeg nærmest ser dobbelt.

Gloomy

Det regner, og jeg er sur. Nico har et kælenavn for mig, når jeg er i det her humør. Han kalder mig for "SRP-Rikke", hvilket stammer fra for tre år siden, hvor jeg skrev SRP, og var så stresset og sur, at han knap nok turde være i nærheden af mig. Stakkels mand.

Sagen er den, at når jeg bliver udsat for intens stress, og ikke føler jeg slår til, så bliver jeg sur. Rigtigt uretfærdigt, barnligt, krydsede-arme, verden-er-imod-mig, sur. Jeg hænger med mulen, og synes alt går mig imod. Bagefter kan jeg kun ryste på hovedet af mig selv, og synes det er flovt. Men sådan er det vist bare.

Idag var en dag af de ekstra slemme, men jeg har forsøgt at forbedre den, ved at købe blomster til mig selv (farverige blomster gør altså underværker for humøret), og hente en lokkende bogstak på biblioteket. Nico bidrager også med lidt lykke; han har lovet at lave hans famøse karrysuppe i aften, og det er lige, hvad jeg trænger til.

Instagram #4

I denne travle og monotone eksamenstid, hvor jeg sidder lænket til computeren og tunge fagbøger, med det uvaskede hår i en rodet knold, og en uniform bestående af nattøj og en draperet dyne, får jeg hverken taget billeder eller formuleret de mindste tanker.

Derfor kan jeg passende benytte stilstanden til at vise nogle Instagram billeder og berette derom. Hvis i vil følge mig på Instagram, kan i finde mig under navnet 'Cinderellla'.

1: Som tidligere nævnt, kan jeg aldrig modstå noget, der indebærer Disney-print. Derfor røg denne søde læbepomade med mig hjem en dag, jeg var i H&M. Udelukkende på grund af dens emballage.

2: På vej ud af døren til julefrokost med Nicos familie i Sønderjylland.

3: Et nyt billede er kommet op at hænge på min væg. Det er en julegave fra en af mine kæreste veninder, og jeg synes det er så fint. Hun har ramt plet.

4: Jeg fik en ny digtsamling i julegave, og faldt ved en tilfældig gennembladning over denne simple og dog så præcise formulering.

5: Jeg fik ikke taget et billede af mig selv eller min kjole nytårsaften. Men jeg fik knipset et hurtigt billede af mine glitrende accessories.

6: 1. Januar, dagen derpå. Det er en tradition herhjemme at slæbe madrasser ind i stuen, spise uforskammede mængder af slik og junk, og se dårlige film.

7: Min verden de seneste par dage. Jeg har netop færdiggjort en brand rapport om Penguin Books.

8: Det færdige resultat. Åh, der er nu intet der varmer så godt, som det sidste punktum i en besværlig opgave.

En produktiv morgen

Godmorgen. Eller morgen er nu så meget sagt, eftersom jeg har været oppe siden klokken fire for at skrive opgave. Men nu er jeg også færdig med hele to opgaver, og kan derfor læne mig veltilfreds tilbage og nyde en fridag, inden jeg får en ny opgave udleveret igen imorgen. 

Da jeg satte det sidste punktum i min opgave bredte roen sig over hele min krop og sind, og jeg kunne ånde lettet op. Det var den bedste følelse i verden. Nu sidder jeg udmattet efter en intens morgentræning, og spiser lidt frugt, altimens jeg har fundet en af mine absolutte yndlingsbøger frem. "Paper Towns" af John Green. I disse dage hvor jeg er så træt og uoplagt, har jeg ikke energi til at starte på nye bøger, så i stedet finder jeg glæde i at genlæse gamle favoritter. Det virker så uoverskueligt at skulle forholde sig til nye karakterer og plots. Kender i det?  Dagen idag skal blot nydes, og jeg ved, den vil forsvinde alt for hurtigt væk i horisonten. Men jeg vil udnytte den fuldt ud, smile over synet af et yndigt citat i min morgente, fordybe mig i bogens velkendte univers, og måske endda se en Disneyfilm i aften, som et sødt kirsebær på toppen af det hele. 

Hverdag igen

Jeg har haft en skøn, skøn, skøn juleferie. Faktisk har den været så skøn, at jeg har fortrængt enhver tanke om skole, om lektier og om eksamen, på trods af jeg sådan set udmærket godt vidste, jeg ville få forfærdeligt travlt i hele januar. 

Sagen er nemlig den, at jeg har fire skriftlige eksaminer og de allesammen ligger oveni hinanden i et stort kaotisk roderi. Normalt ville det slet ikke kunne lade sig gøre, men eftersom jeg er tilmeldt fagene via tilvalgsstudiet, bliver eksaminerne ikke tilrettelagt med særlig hensyntagen til mig. Desværre. 

Så nu sidder jeg her med et hobetal af uåbnede bøger, rodede notater og et ikke-eksisterende overblik. Jeg burde have forudset det, og jeg burde have forebygget det. Men i det mindste nød jeg da min ferie.

Mindebogen for år 2012;

12 er mit lykketal, og det har dette år slået fast for mig. Det har været et rigtig godt år. Jeg har opnået mange ting, og fået opfyldt mange drømme - både de helt store af slagsen, og de tilsyneladende ubetydeligt små. Mine håb er blevet indfriet i sådan en høj grad, at jeg sidder tilbage og knap nok kunne ønske mig mere.

Naturligvis har det ikke kun været en dans på roser; tværtimod. Men resultatet af mine anstrengelser, bekymringer og tårer har været det hele værd. På bundlinjen står et lykkeligt smil med to streger under, som facit. 

Jeg begyndte år 2012 med et brag af en nytårsaften. Sikke en fest. Jeg fejrede nytåret sammen med Nico, og vi startede aftenen med en romantisk middag for to. Bare os to. Senere tog vi til fest med mine veninder, og derefter tog vi videre til fest med Nicos venner. Det var skøn aften, udgjort af en fin kombination af vidt forskellige elementer. Det var også mit første nytår i Odense, og bestemt et mindeværdigt et af slagsen.

I påskeferien gik en af mine største drømme i opfyldelse; jeg kom til London. Den ikoniske by med de røde telefonbokse og dobbeltdækkere har været en af mine drømmedestinationer i mange år nu, så da min mor foreslog en "mini-ferie" dertil, var jeg ikke sen til at juble højlydt.

Det var også en skøn by, og jeg nød at færdes i de trafikkerede og pulserende gader. Jeg vil afgjort godt tilbage dertil engang. 

For første gang siden jeg var 16, var jeg ikke ude at rejse i sommerferien. Det skyldtes flere ting, men nok mest af alt den BA-opgave, jeg havde hængende over hovedet. Jeg kan huske, jeg var bange for, at sommeren ville føles alt for lang, men det var slet ikke tilfældet. Tværtimod. Jeg lavede så mange sjove ting, var sammen med så mange rare mennesker, og fik så mange vidunderlige nye minder til mindebogen, at det endte med at blive den bedste sommer nogensinde. Jeg havde det vidunderligt.

Desuden brugte jeg så lang tid på at udforske Odenses gader og kroge, både med veninder, Nico og på egen hånd, at byen kravlede fuldstændig op under huden på mig. Jeg begyndte at føle mig hjemme; og jeg begyndte at elske stedet. Faktisk kunne jeg, på nuværende tidspunkt, slet ikke forestille mig at bo andre steder. Overhovedet.

Jeg fyldte 22 år, og Nico og jeg tog hjem til mine forældre i Jylland for at fejre det på traditionel og gammeldags manér med fødselsdagssang og gaver på morgenbordet. Det var en rigtig rar dag, og jeg nød at tilbringe den i hjemligt selskab. Det var med en smule ambivalens og undren, at jeg måtte vænne mig til 'den nye alder', men sådan har jeg det nu altid. 

For første gang i lang tid, valgte jeg at invitere til stor fødselsdagsfest. Jeg holdte en vaskeægte prinsessefødselsdag, og hele lejligheden var et levende virvar af hjerteballoner og lyserødt glimmer. Det var fantastisk. Jeg har intet andet ord for det. Når jeg tænker tilbage på år 2012, toner denne aften tydeligt og klart frem i hukommelsen som et af årets største højdepunkter. Jeg var omgivet af mennesker, som jeg holder så uendelig meget af, vi dansede til den lyse morgen, og alting var så perfekt. Det er i sandhed en af de få gange, hvor virkeligheden overgik mine drømme. Jeg glemmer det aldrig.

Sommeren bød på mange fødselsdage og jubilæer, og i august kunne jeg således fejre min 6års dag med Nico. Seks år lyder af så meget, men tiden er ganske enkelt blot fløjet forbi hurtigere, end jeg har kunnet nå at opfatte det. Det har uden tvivl været seks fantastiske år fyldt med mere kærlighed, end jeg troede noget menneske kunne rumme. Jeg er så taknemmelig for at have en så fantastisk mand i mit liv. Og jeg tager med glæde seks år til.

Mit studie på litteraturvidenskab lakkede langsomt mod enden, og jeg påbegyndte min BA-opgave. Mit emnevalg faldt på Jane Austen's Persuasion, og jeg nød at fordybe mig i min yndlingsroman. Det var dog også en kamp; en hård en af slagsen fyldt med bitre tårer og forventningernes pres. Men jeg fik en sejr uden lige, en sejr jeg slet ikke havde turde håbe på; jeg endte med et 10tal, og kunne ikke have været lykkeligere eller stoltere. Det føltes som et gigantisk anerkendende skulderklap og en betydningsfuld milepæl. 

Skønne, skønne, skønne Rasmus fyldte 8(!) år, og kom ud for en styg ulykke. Vi frygtede det værste, men heldigvis kom hun sig og blev helt okay igen. Det fik mig virkelig til at fundere over, hvor stor en plads et kæledyr kan have i ens hjerte. Med tiden er det som om, de bliver en del af familien, og en vigtig del endda. 

Med afleveringen af mit BA-projekt afsluttede jeg mit elskede studie i Litteraturvidenskab. Det blev tid til at vælge tilvalg og søge nye veje; jeg tog en chance og valgte "Marketing, branding og kommunikation". Det endte dog med at blive en skuffelse, og slet ikke det jeg havde forestillet mig. Men på trods af manglende interesse og motivation kæmpede jeg mig igennem, og har nu kun ét semester tilbage. 

Min blogging begyndte at gå mig på. Den blev et irritationsmoment, en pligt, en plade der spillede i samme rille, og jeg besluttede mig for at sætte et punktum for min gamle blog. Istedet oprettede jeg denne, og selvom forskellen muligvis slet ikke er synlig for det blotte øje, har det gjort en væsentlig forskel for mig. Det var tilsyneladende det friske pust, som jeg havde brug for.

Julen var akkurat som den plejer at være. Og det er udelukkende ment som en god ting, for julen plejer at være gennemført magisk. Jeg elsker juletiden så højt; højere end nogen anden tid på hele året. Jeg elsker at samles med familien for at hygge og glædes over tilværelsens små lykketilføjelser. Det var sådan en stemnings- og glædesfyldt aften, og mindet om den vil varme mig gennem hele kolde og triste januar. 

(I kritisk mangel af et bedre billede!) Jeg sluttede året på samme måde, som jeg startede det; med et kys på Nicos læber. Omgivelserne var naturligvis fuldstændig anderledes, men følelsen var akkurat den samme. En sitrende fornemmelse af kærlighed, af glæde og af håbefulde forventninger til det kommende år. 

Nytårsaften

Jeg var iført en prinsesse-smuk lyserød asos kjoledrøm, glitrende stiletter, gamle sølvsmykker og med mig havde jeg en funklende glimmer-clutch, som matchede mine negle. Jeg havde forsøgt mig med en lidt lysere version af de sædvanlige smokey eyes, og lod mit hår hænge i lange, store krøller. I løbet af aftenen havde jeg mange forskellige hatte på; fjollede fjertiaraer, skæve og spidse fehatte og en pink cowboyhat, som havde indbygget diskolys i. 

Jeg var sammen med en rar (og festlig!) flok mennesker, bestående af gamle bekendtskaber og helt nye. Jeg fejrede det nye år sammen med Nico, ligesom sidste år, og da klokken slog tolv mødtes vores læber, akkurat ligesom sidste år. Jeg tror, det er den bedste måde at begynde et år på - et kys med en man elsker.

Jeg spiste tarteletter, oksemørbrad, kartofler, bacon-asparges, peberrodssauce, salat, ovnbagte tomater og en vidunderlig chokoladekage, som var så fjerlet, at den nærmest smeltede på tungen. Jeg drak adskillige glas Asti og Verdi fra et papkrus med mit navn på, Mokaï som blev spildt udover det hele - inklusiv på folks tallerkner, og et boblende glas champagne efterhånden som klokken nærmere sig midnat. 

Jeg dansede til 90'er musik, hørte mærkelig hardstyle og blev buh'et af, da jeg foreslog de sædvanlige popsange. Jeg så fyrværkeri, men vovede mig slet ikke uden for opgangens døråbning. Det hjalp dog ikke så meget, eftersom fyrværkeriet endte at jagte mig hele vejen ind til lejligheden, og jeg nærmest måtte flygte for livet (sådan føltes det i hvert fald).

Efterhånden som morgenen sneg sig tættere på, og natten fortonede sig, gemte jeg mig under dynen med Nico ved min side. Vi snakkede lidt, fjollede lidt, og faldt fnisende i søvn. Et nyt år begyndte, og det begyndte med et smil på læben.

Jeg skriver alt dette, beskriver småting og detaljer, i mangel af billeder. Jeg har nemlig slet ingen. Vi havde travlt, da vi skulle ud af døren, og jeg nåede ikke rigtig at forevige mit tøj eller overhovedet at få mit kamera med. Men sådan går den slags jo så ofte, og jeg tror nok, vi allesammen overlever alligevel. 

Et nyt år

Det er sjovt med tid. Den er så uhåndgribelig og utilregnelig og som følge deraf så uforståelig. Vi forsøger at skabe barrierer og grænser, således at 60 minutter bliver til en time, 24 timer bliver til en dag, og 365 dage bliver til et år. Minutter er gjort op af sekunder, og sekunder af nanosekunder, og så videre, lige indtil definitionen er splittet til atomer. 

Men sandheden er, intet adskiller et sekund fra det næste eller et år fra det andet. Himlen bliver naturligvis farvet af raketter og giver et rungende ekko af de smukke og funklende eksplosioner, mennesker mødes med sjove hatte på, og uddeler gavmildt kys, kram og champagnebobler indkapslet i blanke glas, men der er ingen andre beviser på grænsen mellem tidsperioderne, end dem vi selv skaber. Jorden giver intet tegn og gør intet bemærkelsesværdigt oprør ved årets forbigang; den fortsætter blot som den altid har gjort. Intet føles anderledes, andet end de tal der skrives på dagbogens øverste linje. 

Jeg bliver altid en smule sørgmodig og tankefuld, når årets sidste time nærmer sig. Jeg ved ikke helt hvorfor. Det føles som nedbrydelsen af en meget skrøbelig illusion, som punktummet i en yndigt formuleret metafor, eller som en afgrænsning af uendeligheden. Og jeg bryder mig hverken om punktummer eller afgrænsninger. 

Et år siger slet ikke så meget, men omvendt fortæller det dog noget. Det er et spinkelt forsøg på at opdele og organisere. Jeg har været meget taknemmelig for mit fantastiske år 2012, og jeg håber at 2013 bliver blot mindst ligeså godt. Jeg havde en skøn aften igår, og det håber jeg også, i havde. Idag har jeg spist fedtet grillmad, dovnet på madrasser inde i stuen sammen med Nico, udstødt ynkelige klagelyde og set tankeløse film. Akkurat ligesom vi gjorde sidste år, og som vi sikkert også gør næste år. Det er en rar kontinuerlighed.