Nytårsaften

Jeg var iført en prinsesse-smuk lyserød asos kjoledrøm, glitrende stiletter, gamle sølvsmykker og med mig havde jeg en funklende glimmer-clutch, som matchede mine negle. Jeg havde forsøgt mig med en lidt lysere version af de sædvanlige smokey eyes, og lod mit hår hænge i lange, store krøller. I løbet af aftenen havde jeg mange forskellige hatte på; fjollede fjertiaraer, skæve og spidse fehatte og en pink cowboyhat, som havde indbygget diskolys i. 

Jeg var sammen med en rar (og festlig!) flok mennesker, bestående af gamle bekendtskaber og helt nye. Jeg fejrede det nye år sammen med Nico, ligesom sidste år, og da klokken slog tolv mødtes vores læber, akkurat ligesom sidste år. Jeg tror, det er den bedste måde at begynde et år på - et kys med en man elsker.

Jeg spiste tarteletter, oksemørbrad, kartofler, bacon-asparges, peberrodssauce, salat, ovnbagte tomater og en vidunderlig chokoladekage, som var så fjerlet, at den nærmest smeltede på tungen. Jeg drak adskillige glas Asti og Verdi fra et papkrus med mit navn på, Mokaï som blev spildt udover det hele - inklusiv på folks tallerkner, og et boblende glas champagne efterhånden som klokken nærmere sig midnat. 

Jeg dansede til 90'er musik, hørte mærkelig hardstyle og blev buh'et af, da jeg foreslog de sædvanlige popsange. Jeg så fyrværkeri, men vovede mig slet ikke uden for opgangens døråbning. Det hjalp dog ikke så meget, eftersom fyrværkeriet endte at jagte mig hele vejen ind til lejligheden, og jeg nærmest måtte flygte for livet (sådan føltes det i hvert fald).

Efterhånden som morgenen sneg sig tættere på, og natten fortonede sig, gemte jeg mig under dynen med Nico ved min side. Vi snakkede lidt, fjollede lidt, og faldt fnisende i søvn. Et nyt år begyndte, og det begyndte med et smil på læben.

Jeg skriver alt dette, beskriver småting og detaljer, i mangel af billeder. Jeg har nemlig slet ingen. Vi havde travlt, da vi skulle ud af døren, og jeg nåede ikke rigtig at forevige mit tøj eller overhovedet at få mit kamera med. Men sådan går den slags jo så ofte, og jeg tror nok, vi allesammen overlever alligevel.