Nico tilbringer lørdagen i selskab med øl og "gutterne", og jeg befinder mig derfor i en af stuens solskinsstriber og nyder en lille stillestund. Med fødderne oppe i sofaen sipper jeg lidt af en kop varm kakao i min nye yndlingskop, læser en bog om dét at være en stille introvert, og funderer en smule over de skrevne ord.
Lige om lidt skal jeg mødes med to af verdens dejligste pigebørn. Vi skal i biografen for at se Les Misérables, og jeg kan næsten ikke udholde ventetiden.
Ps, flere af jer har flere gange efterspurgt en videoblog. I går lavede jeg en på min anden blog. Find den her.
Pps, Vil i hjælpe en stakkels studerende? Søde Heidi mangler besvarelser af dette meget korte og overskuelige spørgeskema om Harry Potter.
I går havde Nico inviteret mig i biografen for at se "Oz the Great and Powerful", som jeg længe har sukket efter. Et fantasifuldt mix af Disney og barndomseventyr kan aldrig slå fejl. Og det gjorde det bestemt heller ikke denne gang.
Visuelt var filmen intet mindre end et spektakulært vidunder. Oz-universet var så fint og detaljeret, eventyrsvæsener så charmerende og kostumerne så overdådigt smukke. Det var som om, at lærredet i biografsalen for en kort stund transporterede mig ind i en blid døs af strålende farvevirvar og magi.
Plottet var dog ikke helt så imponerende som scenografien. Som forventet fokuserede det på den såkaldte troldmand af Oz, hans forhistorie i Kansas, hans tilfældige rejse til Oz og hans kamp mod de onde hekse i fantasilandskabet. Dette blev fusioneret med adskillige kærlighedshistorier, et venskab med en skrøbelig porcelænspige og en flyvende abe, en indre kamp mod selviske motiver, og et håb om at blive til noget stort og finde sin faste plads i verden.
Problemet - for mig - lå dog i, at denne tendens til filmatisering af elskede eventyr er meget ensartet. Jeg er ikke som sådan træt af genren; jeg ville blot ønske, man kunne revolutionere den en smule. Trenden er nemlig af en meget forudsigelig art, og flyder nemt sammen for mig.
Konklusionen er dog, jeg holdt meget af filmen og varmt vil anbefale den til enhver elsker af storslåede fantasiuniverser og nostalgiske eventyrsreferencer. Den fik mig til at smile og gispe; og fyldte mig med en levende fascination. Den var både forunderlig og forudsigelig på én og samme tid - akkurat som genren foreskriver.
Jeg er træt i dag, for jeg har været oppe hele natten sammen med to af verdens sødeste veninder. Vi skulle naturligvis se Oscar-uddelingen, og mødtes i den anledning til madlavning, sarte lyserøde bobler, og en tung dosis Hollywood glamour.
Det var simpelthen så hyggeligt, og vi holdt ud helt til den bitre ende. Vi diskuterede og evaluerede de smukke, smukke, smukke prinsessekjoler, gættede på vindere og aftalte biografture.
Jeg var især fyldt til bristepunktet af lykke, da Disney's visuelle mesterværker Brave og Paperman vandt deres velfortjente anerkendelse, og da Adele og Anne Hathaway trådte ned fra scenen med en gylden statuette knuget fast i hånden. Ethvert glimt af Les Misérables gav mig ukontrollerbar gåsehud; jeg venter længselsfuldt på den danske premiere.
Men det bedste var altså takketalerne. De danske værter kritiserede mange af dem og kaldte dem kedelige, fordi de hovedsageligt bestod af navneopremsninger, men for mig er en god takketale altså ikke defineret af de specifikke ord; snarere af den grad af indlevelse og rørte følelser, som vinderne udviser. For jeg kan ikke undgå at blive rørt sammen med dem på deres vegne; de overstrømske og usammenhængende taler er for mig de allersmukkeste - den rå og blottede glæde og stolthed er det bedste jeg ved, og jeg måtte derfor flere gange blinke en lille tåre væk.
Så i Oscar showet i nat? I så fald - hvad var jeres højdepunkter?
Tolv er mit lykketal, så jeg lod mig rive med af den facebook-hærgende kliché, og brugte den ejendommelige dato som overskrift. En sjælden perlerække af tolvtaller, kan umuligt gå helt ubemærket hen.
Idag har solen stået højt på en perfekte lyseblå himmel, og kastet et finurligt gyldent skær gennem mine snavsede stuevinduer. Med flyvske tanker begyndte jeg langsomt at danne forræderiske illusioner om smeltende sne, varme og plusgrader. Og pludselig stod jeg så dér, midt ude på gaden, på decembers hidtil koldeste dag med en forfrossen næse, røde kinder og en tvivlsom balancegang.
Dagen var dog hver et kuldestik værd; de store snedynger tronede endnu majestætisk, og reflekterede så smukt i solen med et virvar af glitrende frostperler. Mit kamera kunne slet ikke fange eller fastholde det mangfoldige farvespil og de uundgåelige tankeassociationer til klare stjernenætter og funklende diamanter. Det var så yndigt.
Nu er jeg atter trygt inde i den varme lejlighed, og nyder en anden slags lysspil fra talrige stearinlys og en nyligt ophængt lyskæde. Jeg er alene hjemme, og vil benytte anledningen til at se en sød mini-serie, af den slags som Nico helt bestemt ville hade. Alt imens suser bilerne forbi udenfor, mine underboere skændtes højlydt og endnu en sælsom decemberaften er påbegyndt.
Forresten, idag er jeg dagens julegæst på Anne-Mettes fine blog. I kan derfor læse en smule om mine juletraditioner, gaveønsker og oppyntning lige her.
Jeg kan aldrig nogensinde få nok af Jane Austens yndige univers. Gang på gang læser jeg hendes bøger, sukker henført over de smukke kærlighedserklæringer og drømmer om datidens storslåede baller og gulvlange kjoler. Jeg længdes efter køreture i åbne kareter, de noble manerer og den distancerede beundring. Og dog ved jeg kun alt for godt, at intet - heller ikke dengang - var så lyserødt, som det farveskær dagdrømmene tilføjer dem. Ofte fortrænges den slags realiteter blot; men de danner alligevel baggrundstæppet, der formår at trække mig tilbage til nutiden.
Ikke desto mindre er Jane Austen min litterære helt, og intet glæder mig mere, end at tilbringe en stille time i en verdensfjern krog med en af hendes syv velskrevne bøger, eller en af de talrige og overdådige filmatiseringer. Så da min søster igår foreslog et lille film-marathon tøvede jeg slet ikke med at sige ja.
Vi nåede naturligvis slet ikke at få set dem alle; men vi så dem vi kunne nå, og fortabte os fuldstændig i de elegante kærlighedshistorier, som sirligt vævede sig ind imellem hinanden i et komplekse og kunstfærdigt dannede mønstre. Altimens spiste vi æbleskiver i massevis, drak varm kakao, og førte den uundgåelige diskussion om, hvilken af heltene der var allermest romantisk. (Anne holdt stædigt på den klassiske Mr. Darcy, og jeg blev ved med at insistere på den håbløst trofaste Captain Wentworth.) Det var virkelig en perfekt mandag, med en uheldig bivirkning; nu er jeg nemlig efterladt med en uimodståelig trang til at genlæse alle bøgerne. Igen.
Ps, min kære søster har (langt om længe) fået en blog! Det synes jeg er rigtig fint og umådelig hyggeligt. Jeg synes afgjort, i skulle kigge forbi. I finder hende lige her.
Første gang jeg så denne film, blev jeg helt rørt. Den fylder mig stadig med smil og glæde. Den er virkelig den sødeste kortfilm i verden. Og selvfølgelig er den fra Pixar.
