Austen-marathon

Jeg kan aldrig nogensinde få nok af Jane Austens yndige univers. Gang på gang læser jeg hendes bøger, sukker henført over de smukke kærlighedserklæringer og drømmer om datidens storslåede baller og gulvlange kjoler. Jeg længdes efter køreture i åbne kareter, de noble manerer og den distancerede beundring. Og dog ved jeg kun alt for godt, at intet - heller ikke dengang - var så lyserødt, som det farveskær dagdrømmene tilføjer dem. Ofte fortrænges den slags realiteter blot; men de danner alligevel baggrundstæppet, der formår at trække mig tilbage til nutiden.

Ikke desto mindre er Jane Austen min litterære helt, og intet glæder mig mere, end at tilbringe en stille time i en verdensfjern krog med en af hendes syv velskrevne bøger, eller en af de talrige og overdådige filmatiseringer. Så da min søster igår foreslog et lille film-marathon tøvede jeg slet ikke med at sige ja. 

Vi nåede naturligvis slet ikke at få set dem alle; men vi så dem vi kunne nå, og fortabte os fuldstændig i de elegante kærlighedshistorier, som sirligt vævede sig ind imellem hinanden i et komplekse og kunstfærdigt dannede mønstre. Altimens spiste vi æbleskiver i massevis, drak varm kakao, og førte den uundgåelige diskussion om, hvilken af heltene der var allermest romantisk. (Anne holdt stædigt på den klassiske Mr. Darcy, og jeg blev ved med at insistere på den håbløst trofaste Captain Wentworth.) Det var virkelig en perfekt mandag, med en uheldig bivirkning; nu er jeg nemlig efterladt med en uimodståelig trang til at genlæse alle bøgerne. Igen. 

Ps, min kære søster har (langt om længe) fået en blog! Det synes jeg er rigtig fint og umådelig hyggeligt. Jeg synes afgjort, i skulle kigge forbi. I finder hende lige her.