søndag den 11. november 2012

Currently reading #3

Denne bog er som ingen anden. Den minder mig ikke om noget, jeg har set eller læst før; jeg har aldrig stødt på dets lige, og kommer nok heller aldrig nogensinde til det igen. Der er nemlig tale om den helt særlige læseoplevelse, der dannes af en i sandhed original og nytænkende idé. Mødepunktet mellem frigjort fantasi og ægte inspiration, samlet i en smukt indbunden bog.
Hvad der fascinerer mig allermest ved denne roman er afgjort dens udtryksform. Der er tale om den perfekte forening mellem billeder, tegninger og ord. Kun halvdelen af bogen består af faktiske bogstaver - den anden halvdel er udgjort af blyantsstreger. Og hvor usandsynligt det end lyder, fuldender og supplerer de to virkemidler hinanden perfekt. Der er tidspunkter hvor illustrationerne rent faktisk erstatter sætningerne, og fortæller en akkurat ligeså tydelig og detaljeret historie, som triumferer der, hvor ordene normalt slet ikke slår til. På den måde bevæger bogen sig langt udover det sædvanlige; den bryder med sin egen form, og sprænger rammerne for hvad en roman normalt ellers er i stand til. 
Selve fortællingen og handlingsforløbet er bestemt også beundringsværdigt. På én gang fortælles der en historie om en forældreløs og ensom dreng, og hans desperate jagt på opklaring og bearbejdning af sin sorg, og en helt anden historie om hyldesten af kunsten i sin reneste form. Desuden eksperimenterer forfatteren med en meget smuk livsanskuelse, af tilværelsen gjort op i mekaniske systemer af møtrikker, tandhjul og skruer; som en slags uundgåelig, forudsigelig og dog fuldstændig tidsafhængig skæbnesberetning.
Jeg har endnu ikke færdiglæst bogen, omend siderne forsvinder hurtigt mellem mine hænder. Jeg forsøger at trække det lidt ud og i stedet nyde den enestående læseoplevelse, som jeg ved aldrig nogensinde kommer igen. Jeg forsøger at forhindre historiens ur i at gå i stå og derved langsomt tone ud i horisonten, som endnu en titel i stakken af læste bøger og sluttede fortællinger.

14 kommentarer:

  1. Kan du lave en top 10 eller bare sådan noget og fortælle os, hvilken bøger du bare anbefaler, man burde læse? :) Engelske og danske. Mangler læsestof simpelthen. :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, det kunne jeg skam godt overveje. Det kunne være rigtig fint at anbefale lidt ferielæsning op til juleferien og dens mange helligdage :)

      Slet
  2. Den er blevet filmatiseret, er den ikke? For tror jeg har set filmen - og den er virkelig magisk! :)

    Christina / frkstubba.blogspot.com

    SvarSlet
    Svar
    1. Jo den er nemlig så. Jeg har også set den, og var ellevild med den. Den fanger den parisiske stemning så yndigt.

      Slet
  3. Hvor lyder det som en fantastisk læseoplevelse. Den kommer fluks på min ønskeseddel.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var den virkelig også! (Suk ja, nu er den færdiglæst). Helt igennem anderledes end alt det, man plejer at læse. SÅ enormt spidsfindigt fundet på.

      Slet
  4. Hvor lyder den bare helt fantastisk! Ikke kun selve historien, men også den måde du beskriver den, er jo bare helt tryllebindende!

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er også helt gennemført fantastisk! Og tusind tak, hvor er du sød :)

      Slet
  5. Du har gjort mig nysgerrig - hvor ser den dog helt bedårende ud. Elsker fine illustrationer, har for nylig erhvervet mig denne Peter Pan bog, som også er fuld af smukke streger, 70 for at være helt præcis - synes det er så fin en supplering - http://www.saxo.com/dk/peter-pan-og-wendy_j-m-barrie_indbundet_9788711222331

    - Anne

    SvarSlet
    Svar
    1. Bedårende er lige ordet. Det er sjældent man finder en bog som denne.
      Og Peter Pan bog ser bestemt også skøn ud. Historien om Peter Pan er jo også bare så udødelig, og fortjener fine illustrationer til.

      Slet
  6. Kast et blik på Jonathan Safran Foer's Ekstremt Højt og Utroligt Tæt På. Foer leger vildt meget med billeder som supplement til historien, og den handler også om en lille dreng der bearbejder sin sorg, her ved at lave en skattejagt for sig selv i New York. SÅDAN en lækker bog!

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh ja. Den læste jeg sidste år. Den er ganske enkelt fantastisk, og det er dybt fascinerende hvordan billeder/typografi spiller væsentlige roller i dens forståelse og tolkning. Det er dybt fascinerende.

      Slet