Min Carina

De sidste par dage, har jeg brugt i det rareste selskab. Jeg har nemlig været sammen med Carina. Ikke alene er Carina en af de næreste veninder jeg har, venskabet med hende er også et af de allerældste, jeg har. Hun er nemlig en af de få, jeg har hængt ved, lige siden jeg mødte hende for første gang i ottende klasse. Dengang knyttede vi meget tætte bånd, som skæbnens krogede veje aldrig har været i stand til at bryde. 

Det er så fantastisk med de veninder, der blot kender en ind og ud, og uden besvær kan læse ens tanker og tyde ens ansigtsudtryk. Jeg er så dybt og evigt taknemmelig for, at vi har været i stand til at bevare kontakten og beholde nærheden. Det er nemlig guld værd.

De seneste par dage har vi snakket, snakket og snakket i timevis, spist de første brunkager og set den første julefilm (Carina er nemlig ligeså jule-kulret som jeg). Vi har grinet højlydt og brokket os uforbeholdt overfor hinanden, og således indhentet de seneste måneders fravær. Og jeg har virkelig nydt det.

Nu er hun atter taget tilbage til Sjælland, og eftersom Nico er ude med "gutterne", sidder jeg alene i den mørke lejlighed og krummer mig sammen i sofaens mange folder. Tiden er kommet til at finde en bog frem fra gemmerne, og tilbringe en stille aften i selskab med en dampende varm kop ingefærte.