søndag den 10. marts 2013

Oz the Great and Powerful


I går havde Nico inviteret mig i biografen for at se "Oz the Great and Powerful", som jeg længe har sukket efter. Et fantasifuldt mix af Disney og barndomseventyr kan aldrig slå fejl. Og det gjorde det bestemt heller ikke denne gang.
Visuelt var filmen intet mindre end et spektakulært vidunder. Oz-universet var så fint og detaljeret, eventyrsvæsener så charmerende og kostumerne så overdådigt smukke. Det var som om, at lærredet i biografsalen for en kort stund transporterede mig ind i en blid døs af strålende farvevirvar og magi.
Plottet var dog ikke helt så imponerende som scenografien. Som forventet fokuserede det på den såkaldte troldmand af Oz, hans forhistorie i Kansas, hans tilfældige rejse til Oz og hans kamp mod de onde hekse i fantasilandskabet. Dette blev fusioneret med adskillige kærlighedshistorier, et venskab med en skrøbelig porcelænspige og en flyvende abe, en indre kamp mod selviske motiver, og et håb om at blive til noget stort og finde sin faste plads i verden. 
Problemet - for mig - lå dog i, at denne tendens til filmatisering af elskede eventyr er meget ensartet. Jeg er ikke som sådan træt af genren; jeg ville blot ønske, man kunne revolutionere den en smule. Trenden er nemlig af en meget forudsigelig art, og flyder nemt sammen for mig.
Konklusionen er dog, jeg holdt meget af filmen og varmt vil anbefale den til enhver elsker af storslåede fantasiuniverser og nostalgiske eventyrsreferencer. Den fik mig til at smile og gispe; og fyldte mig med en levende fascination. Den var både forunderlig og forudsigelig på én og samme tid - akkurat som genren foreskriver. 

3 kommentarer:

  1. Sjovt nok, har jeg lige skrevet et lignende blogindlæg. Jeg havde også virkelig set frem til premieren, og synes bestemt også denlevede op til, hvad jeg håbet og ønsket - mage til smukt og tryllebindende billedunivers, skal man lede længe efter. Og især den lille porcelænspige fik mit hjerte til at smelte. Det var bestemt en skøn film, jeg gerne vil gense.

    - Anne

    SvarSlet
  2. Du har helt ret, den var så magisk og tryllebindende. Den var alt, hvad jeg forventet og hvad traileren lovede. Jeg synes det var så fint, den måde hvorpå fantasiens rammer understregedes af overgangen fra sort/hvid til farver. Sådan en god detalje, der gav sådan en god effekt!
    Og den lille porcelænspige var intet mindre end yndig! Sådan en rørende indslag. Jeg faldt også pladask for aben; de øjne var slet ikke til at stå for.

    Jeg vil bestemt også købe den på dvd, når den tid kommer.

    SvarSlet
  3. Hvor er jeg glad for at se en positiv anmeldelse af filmen! Har hørt den skulle være dårlig og da jeg så traileren tænkte jeg at det måtte være lige noget for mig !!

    Jeg vil derfor prøve at komme med hentydninger til min kæreste om at jeg gerne vil ind og se den alligevel og håbe han fanger pointen ;)

    SvarSlet