
Der er nogle bøger, jeg aldrig nogensinde bliver træt af. Nogle bøger, jeg kan læse igen og igen og igen til uendelighed. "Great Expectations" af Charles Dickens er en af dem. Og det sjove er, at hver gang jeg læser den, falder jeg over en ny detalje, en ny finurlig formulering og en hidtil overset fortolkningsnøgle. Historien er af den slags med mange papirstynde lag og et væld af mulige synsvinkler. Det er en melankolsk kærlighedshistorie, en beretning om blodtørstig hævn og om manipulerende sindssyge, et mysterie om kriminalitet og bedrageri, en lektion i hovmodets fald, og vigtigst af alt; en moralsk indprentning om betydningen af sande venner og nær familie.
Jeg ved godt, at Dickens ikke er for alle. Snarere tværtimod. Hans snørklede og komplicerede sætningsopbygning med en komplet overflødig vrimmel af adjektiver, hans mange bihistorier og lange kapitler, som slet ikke fører eller bærer plottet nogen vegne, og ikke mindst længden af hans romaner besværliggører læsningen en smule. Måske er han en af de forfattere, man skal vænne sig til; eller måske er han blot en af de få, som enten skal elskes eller hades. Jeg elsker hvert et ord.
Da jeg i morges færdiggjorde "Great Expectations" var det med et tilfredsstillende suk, jeg lagde den elskede bog fra mig, og fandt en ny frem fra gemmerne. Endnu en Dickens roman tog dens plads, men dette er en, jeg aldrig har læst før. "Little Dorrit", som jeg knap nok aner noget om. Jeg glæder mig blot til at rejse ned af en ny vej sammen med en af de helt store litterære helte, som altid formår at hensætte mig i dyb beundring.
Ih, jeg skal begynde på hans "Hard Times" i morgen, men nu har du givet mig lyst til at læse "Great Expectations" i stedet!
SvarSletJeg har endnu ikke læst "Hard Times" - men mon ikke også, den er et mesterværk fyldt med sprudlende ord og uforglemmelige karakterer? Det er jeg sikker på! Jeg ønsker dig en fantastisk læsefornøjelse - og kan varmt anbefale dig "Great Expectations" til et senere tidspunkt. Den tager mig med storm gang på gang.
SletNår du giver dig i kast med nogle komplicerede fortællinger med skøre ord og forvirrende plot, er det så ikke nemmere for dig fordi du har redskaberne fra dit studie? Eller hvad gør at du kan falde for det, gennemskue det og forstå det?
SvarSletHar du bare viljen for at VILLE forstå det fra start til slut? :-)
Bare lidt nysgerrig omkring hvilke redskaber du bruger og dine læse- værktøjer og vaner.
Det er svært at sige, hvordan man læser. For man læser jo netop bare; det er ikke en specielt bevidst proces. Men jeg er da slet ikke i tvivl om, jeg er privilegeret med adskillige relevante læseværktøjer fra mit studie. Jeg tror dog umiddelbart, min største fordel er min brede referenceramme. Når man har læst meget kan man bedre perspektivere, forstå og fange referencer.
SletHvis jeg læser noget, der er meget kompliceret, så læser jeg tit sekundærmateriale, googler og køber udgaver med lange forord og gode noter :)
Jeg har endnu til gode at læse Great Expectations - men den er at finde på min temmelig lange liste over klassiske engelske bøger jeg gerne vil læse ... Egentlig er jeg mest til YA, men der er noget over de gamle klassikere som jeg finder fortryllende, og ikke én eneste af dem jeg har læst har skuffet mig.
SvarSletI øvrigt, er det en Barnes & Noble Leatherbound Classic udgave? Jeg synes den kunne ligne lidt.. Den er i hvert fald flot!
So much to read, so little time... Der er så mange uvurderlige engelske klassikere, jeg gerne vil læse. Det er en skattekiste uden ende; og det kan være svært at snævre listen ind til en realistisk størrelse. Men i hvert fald, kan jeg varmt anbefale "Great Expectations". Det er vitterligt en af mine yndlingsbøger, og min kærlighed for den når uanede højder. Virkelig.
SletJeg tror sagtens, man kan finde glæde og lykke i gamle klassikere, selvom det normalt ikke er ens genre. De er jo netop kaldt klassikere for en grund; fordi de er tidsløse.
Og jo, bogen er netop fra Barnes & Noble Leatherbound Classics serien. Jeg elsker den bogserie, og samler på de smukke bøger. De er så overdådige, pompøse og fuldstændig fantastiske.