Et nyt år

Det er sjovt med tid. Den er så uhåndgribelig og utilregnelig og som følge deraf så uforståelig. Vi forsøger at skabe barrierer og grænser, således at 60 minutter bliver til en time, 24 timer bliver til en dag, og 365 dage bliver til et år. Minutter er gjort op af sekunder, og sekunder af nanosekunder, og så videre, lige indtil definitionen er splittet til atomer. 

Men sandheden er, intet adskiller et sekund fra det næste eller et år fra det andet. Himlen bliver naturligvis farvet af raketter og giver et rungende ekko af de smukke og funklende eksplosioner, mennesker mødes med sjove hatte på, og uddeler gavmildt kys, kram og champagnebobler indkapslet i blanke glas, men der er ingen andre beviser på grænsen mellem tidsperioderne, end dem vi selv skaber. Jorden giver intet tegn og gør intet bemærkelsesværdigt oprør ved årets forbigang; den fortsætter blot som den altid har gjort. Intet føles anderledes, andet end de tal der skrives på dagbogens øverste linje. 

Jeg bliver altid en smule sørgmodig og tankefuld, når årets sidste time nærmer sig. Jeg ved ikke helt hvorfor. Det føles som nedbrydelsen af en meget skrøbelig illusion, som punktummet i en yndigt formuleret metafor, eller som en afgrænsning af uendeligheden. Og jeg bryder mig hverken om punktummer eller afgrænsninger. 

Et år siger slet ikke så meget, men omvendt fortæller det dog noget. Det er et spinkelt forsøg på at opdele og organisere. Jeg har været meget taknemmelig for mit fantastiske år 2012, og jeg håber at 2013 bliver blot mindst ligeså godt. Jeg havde en skøn aften igår, og det håber jeg også, i havde. Idag har jeg spist fedtet grillmad, dovnet på madrasser inde i stuen sammen med Nico, udstødt ynkelige klagelyde og set tankeløse film. Akkurat ligesom vi gjorde sidste år, og som vi sikkert også gør næste år. Det er en rar kontinuerlighed.