Årets første sygedag

Sneen daler stilfærdigt ned udenfor, så den akkurat kun er synlig, når man kniber øjnene koncentreret sammen og bruger de røde murstensvægge som en kontrastskabende baggrund. Det føles lidt som et drilagtigt synsbedrag, usikkert og enormt skrøbeligt. Men ikke desto mindre, sner det en smule. 

Jeg er begravet under to dyner og et tæppe med morgentrætte øjne, feberrøde kinder og en snøftende næse. Jeg forsøger desperat at slå sygdommen på flugt med en lille samling af alle mine yndlingsbeskæftigelser; en kop kamillete, en skål appelsiner, en god bog og en Disneyfilm. Nico render forvirret frem og tilbage mellem soveværelset og hans lektielæsning i stuen, og spørger om der er noget jeg vil have, noget jeg mangler, eller noget han kan gøre. Jeg svarer for det meste nej, klemmer øjnene lidt i og iagttager atter de cirkulerende snefnug udenfor.