lørdag den 2. februar 2013

Currently reading #6

Min taske bugnede og var proppet til randen forleden dag, da jeg traskede hjem fra biblioteket i januars trivielle gråvejr. Tilsyneladende er jeg ikke i stand til at genkende logiske begrænsinger, når jeg befinder mig på et bibliotek og er omgivet af stakkevis af lokkende bøger. 
Jeg har for nyligt lånt hele "A Series of Unfortunate Events" serien af Lemony Snicket med hjem. En skør og fantasifuld børnebogsserie, som kan sammenlignes med Roald Dahl's absurditeter. En lang perlerække af bøger, som lovpriser det skøre, groteske, komiske og ironiske, fortalt af en meget tilstedeværende og levende fortæller, som efterlader mig med en følelse af hjemlig højtlæsning. 
Jeg er i skrivende stund i færd med at læse den tredje bog i serien, og jeg nyder hvert et ord. Bøgerne er så alsidige, morsomme og let-læselige, at der knap nok går halvanden time før hver en side er vendt og læst, og man kan finde den næste bog frem fra bunken. 
Den skøre historie kan anbefales til enhver, der har en forkærlighed for finurlig historiefortælling og skæve karakterer med en mangfoldighed af finesser og særheder. 

I kan, som altid, følge med i mine vurderinger og anmeldelser af de bøger jeg læser på Goodreads. I finder mig lige her

3 kommentarer:

  1. Altid dejligt med en masse nye bøger at læse! Jeg kom selv hjem fra biblioteket i torsdags med 6 bøger!

    Gik i gang med at læse "Anna Karenina" af Tolstej idag - som skulle være en smuk kærlighedshistorie. Dog synes jeg den er lidt tung læsning. Har du læst den? :)

    Klem Kristine

    SvarSlet
    Svar
    1. Biblioteker har sådan en sær magt over mig. Selvom jeg har solide stakke af bøger herhjemme, som jeg har købt og endnu ikke læst, formår jeg alligevel aldrig at komme ud fra biblioteket uden fem-seks bøger. Det er lidt fjollet, men jeg kan simpelthen ikke begrænse mig, når jeg vandrer rundt mellem de høje reoler fyldt med bøger..

      .. Jeg læste Anna Karenina i sommeren 2011, og jeg mindes den stadig med varme tanker. Den var virkelig god; omend jeg sagtens kan nikke genkende til, den er en smule svær at komme igang med. Den er dog meget smuk, rørende og yndigt skrevet. Tolstoj kunne virkelig formå at tryllebinde med sine ord.
      Når det så er sagt, vil jeg dog gerne tilføje, at jeg husker, jeg blev en smule skuffet over den. Eftersom den adskillige gange er blevet udråbt til at være verdens største kærlighedshistorie, havde jeg måske bare forventet noget mere eller noget andet af den. Jeg tror faktisk, det er en af de bøger, jeg snart må få læst igen..

      Slet
    2. Uh, jeg kender følelsen! Selv når jeg bare er på vej ind for at aflevere en bog, SPRINGER der ALTID nogle bøger i armene på mig, som vil med hjem :) Det er fantastisk at gå på oplevelse på biblioteket med så mange fantastiske historier, som ikke mange værdsætter mere. Der er noget romantisk over det :)

      Med hensyn til Anna Kerenina, tror jeg at jeg har meget høje forventninger og det kan godt være at det er derfor jeg ikke rigtig kan bestemme mig! Jeg tror dog, at jeg ville ærgre mig, hvis jeg ikke læser den... Tak for dit svar og det lyder til at du har haft en rigtig dejlig weekend :)

      Fortsat god søndag aften...

      Slet