"Not all those who wander are lost"

Hej igen. Jeg har ikke blot været fraværende; jeg har været helt væk, min eksistens på bloggen har svundet ind til et nulpunkt. Det har været komplet uintentionelt. Jeg vågnede blot op en morgen, uden lyst til at skrive. Og sådan smeltede morgenerne sammen, og dagene gled afsted uden et ord eller et livstegn. Jeg tror, jeg trængte til det.

Men nu er jeg tilbage, i hvert fald for en stund. Jeg befinder mig midt i en skøn påskeferie, halvvejs slut og halvvejs begyndt. Jeg har været i Jylland, hjemme hos min mor, vi har bagt kager, spillet Scrabble (jeg vandt!), gået ture og Rasmus har ligget på min mave. I dag blev jeg kørt tilbage til Fyn, hvor Nico ventede på mig. Han har feber, og jeg nusser om ham med Cocio og kys på panden. Han er lidt sød, når han sådan er sygdomsramt og ynkelig.

Jeg har sendt min ansøgning til kandidatuddannelse afsted, og min første prioritet er litteraturvidenskab. Det har det egentligt været hele tiden, men al den hurlumhej i medierne om ubrugelige uddannelser gjorde mig helt i tvivl. I sidste ende er det dét, jeg brænder for, og hvis man virkelig brænder for noget, så har man også viljen til at kæmpe for det. Det plejer min søster altid at sige. 

For første gang i lang tid, har jeg åbnet et Word-dokument, og er gået i gang med at skrive. Det er længe siden mine fingre har kriblet på den måde, og jeg nyder at bygge luftkasteller igen. Der er noget befriende over at slippe taget på sine tanker, og lade dem udformes som simple bogstaver. 

Og ellers? Ikke rigtig noget, faktisk. Mit liv har ikke været præget af dramatiske faldgruber eller uanede højder. Jeg har det godt. Jeg har taget store beslutninger, jeg har afklaret tvivl, og jeg har tænkt så det bragede og knagede. Jeg tror bare, mit hovede var så fyldt, at de rigtige ord flygtede og undslap, når jeg tænkte på bloggen. Sådan er det sommetider.