søndag den 17. februar 2013

Dormiveglia

Det er som om, mit søvnmønster følger et uigennemskueligt trappediagram med et interval på to timer. Den ene dag sover jeg til klokken seks, den næste klokken otte, for derefter at vågne klokken fire eller klokken to og slet ikke kunne falde i søvn igen. Jeg kaster mig hæmningsløst og utålmodigt rundt i sengen, retter på mine puder, vender min dyne med den kølige side ned mod min varme krop, lukker og åbner øjnene i en uendelighed, og søvnen kommer ikke tilbage. Jeg finder ingen ro.
Efter flere timers søvnløse anstrengelser, højlydte hosteanfald og dybe suk, lister jeg på tåspidser ind i stuen for ikke at vække Nico. Og så sidder jeg her og aner ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Det er et ironisk udspil fra skæbnen, at jeg slet ikke kan døse hen, nu hvor jeg har al tid i verden til det.
"Dormiveglia" er et italiensk ord, et substantiv som definerer det udefinerbare sted mellem søvn og vågen tilstand. Og det er dér, jeg befinder mig. Jeg trasker rundt, som en hvileløs zombie i limbo-lignende omgivelser. Jeg kan ikke koncentrere mig, jeg kan ikke fokusere - og jeg kan slet ikke sove.

(Undskyld. Jeg havde bare lige brug for at brokke mig. Og for at sætte ord på lidt selvmedlidenhed. Bær over med mig.

8 kommentarer:

  1. Jeg kender det SÅ godt, min pige. Sådan har jeg det desværre også tit. Og det er skide træls. Og trættende! Jeg håber du får dig en lur senere i dag så. Kys på dig. <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er enormt træls! I dag vågnede jeg klokken halv seks - og jeg havde endda fri. Det er enormt fjollet. Jeg håber, det snart vender. <3

      Slet
  2. Stakkel! At undvære søvn er den værste form for tortur der findes. Jeg har ikke nogen gode råd som sådan, men kan huske, da jeg i en periode havde lidt svært ved at falde søvn, fik fortalt, at blot det at man har lukkede øjne hviler en 80%, og selvom man er rastløs, ikke sover, så synes jeg det afstresser mig at vide, at hvis jeg bare har lukkede øjne, så bliver min krop dét mere udhvilet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har helt ret - problemet er bare, det ikke helt føles som rigtig hvile, men snarere som en fjollet discountløsning. Jeg mangler rigtig søvn, og det gør mig så frustreret.
      Men til gengæld er jeg blevet bedre til eftermiddagslure - så det er da godt for noget ;)

      Slet
  3. Jeg kender det alt for godt - faktisk havde jeg det sådan i nat. Jeg var ekstremt træt, men kunne på ingen måde falde ordentligt i søvn. For hvis jeg endelig faldte i søvn, så gik der et par minutter, og så vågnede jeg igen. Virkelig irriterende!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig enormt irriterende! Så trættende og så udmattende. Og jo længere tid man ligger og stirrer op i loftet, desto mere sur bliver man, og desto længere tager det at falde i søvn igen.

      Slet
  4. Jeg kender det alt for godt! Og engang i mellem har ma bare brug for at brokke sig. Du får udtrykt dig på en ikke-negativ måde, så det var alligevel værd at læse.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er du sød. Jeg er glad for, du fandt mine brokkerier en smule læseværdige.

      Slet