Et udefinerbart "noget"

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal gribe det her an. Jeg vil gerne skrive, men ordene er olierede, glatte og slibrige og smutter gang på gang fra mine fingres desperate greb. Jeg kan ikke koncentrere mig, jeg kan ikke fastholde mine tanker eller meningsløse filosofier længe nok til at bearbejde dem og omdanne dem til de sædvanlige kønne stykker af hverdagspoesi. De små tings skønhed eksisterer ikke længere; skyggen fra en kolossal bekymring er i vejen.

Uanset hvilke ord jeg nedfælder, vil det komme til at lyde som en passage fra en dyster, gotisk genfærdsroman eller et glamourøst og spekulativt Sherlock Holmes mysterie. Jeg kan nemlig kun afsløre halve historier, hemmelighedsfulde hentydninger og mareridtsagtige metaforer; ligegyldige, usammenhængende brudstykker, der end ikke kan stykkes sammen til en fragmentarisk afspejling af virkeligheden. Det mest absurde er, at denne ene gang er sandheden langt mere simpel og forenklet end associationerne, den bringer. Problemet er bare, det ikke er min historie at fortælle.

Ikke desto mindre er der sket noget. Noget der får mig til at blive i sengen lidt længere om morgenen, og noget der får mig til at tøve med at slå øjnene op. Noget der gør det tidlige aftenmørke langt mere trykkende og klaustrofobisk, og noget der får mig til at gå i tanketomgang og skrivekrampe. Der er sket noget, og jeg går offline for en tid.